Lidegaard tager til Donetsk trods nye uroligheder
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) rejser torsdag til Donetsk i det østlige Ukraine, selvom der de seneste dage har været stigende spændinger i regionen.
Senest har omkring 200 prorussiske aktivister onsdag indtaget bygningen for den regionale administration i Donetsk.
Alligevel går turen til regionen, siger udenrigsministeren under sit besøg i det uroplagede Ukraine til Ritzau.
- Det er stadig vores plan at tage derud og selv at se, hvordan situationen er og opleve dialogen med de politikere, der er.
- Der er noget, der tyder på, at det er der, de nye spændinger er, siger han.
Sammen med sin svenske kollega, Carl Bildt, er han rejst til Ukraine for at vise Danmarks solidaritet med ukrainerne og den fungerende regering i hovedstaden Kijev.
I morgen agter udenrigsministeren at mødes med flere prorussiske aktivister.
- Det er derfor, det bliver Donetsk, for nogle af de store, rige mænd har hovedsæde der og har indflydelse på, hvad der sker. Det er der, de mest interessante mennesker er, siger Martin Lidegaard.
Onsdag aften er han netop kommet ud af et møde med blandt andre Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, repræsentanter fra Krim-tatarerne og oppositionsleder og tidligere bokser Vitalij Klitstjko, også kendt som Dr. Jernnæve.
- Det mest konkrete, der er kommet ud af det, er, at det er lykkedes at lave en aftale om næste uges proces med at lave en ny forfatning og med at sikre rettighederne for alle borgergrupper i landet.
- Danmark har tilkendegivet, at vi gerne vil støtte den proces økonomisk og teknisk med juridiske rådgivere, siger han uden dog at ville sætte et beløb på støtten.
Tidligere på dagen lagde udenrigsministeren og hans svenske kollega blomster på Uafhængighedspladsen, hvor de største demonstrationer er foregået, og hvor mange har mistet livet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker