Lig i massegrave er alligevel ikke mexicanske studerende
Dna-prøver udelukker forbindelse mellem 28 lig i massegrave og stor gruppe af forsvundne studerende.
Ingen af de 43 mexicanske lærerstuderende, som har været forsvundet i flere uger, er blandt de 28 lig, som for nylig blev fundet i massegrave i Guerrero - en af landets mest lovløse regioner.
Menneskeresterne i gravene var forkullede, og det har vanskeliggjort arbejdet med at identificere ofrene. Men dna-undersøgelser viser nu, at ingen af de studerende er blandt ligene.
Det oplyser Mexicos justitsminister, Jesus Murillo.
De mange studerende deltog i en demonstration om uddannelsesreformer i byen Iguala 26. september og er ikke blevet set siden. De 43 studerende forsvandt efter sammenstød med politiet.
Her begyndte politifolk at skyde mod busser, som de unge befandt sig i.
Politifolkene menes at have tilknytning til kriminelle grupper i området, og det har øget frygten for de studerendes skæbne.
Ifølge anklagemyndigheden deltog narkobanden Guerreros Unidos i optøjerne, hvor seks personer blev dræbt, 25 blev såret, og 43 forsvandt.
26 medlemmer af politistyrken i Iguala er anholdt i sagen, og senest er 14 politifolk i en naboby blevet sigtet for at have bortført de studerende og overdraget dem til en narkobande.
To lejemordere har tidligere indrømmet over for efterforskere, at de har dræbt 17 af de studerende. Men der er endnu ikke fundet nogen lig.
Få dage efter, at de studerende forsvandt, troede myndighederne, at sagen nærmede sig en opklaring, da gravene med de 28 personer blev opdaget i udkanten af Iguala.
Senere er der opdaget en anden massegrav i nærheden af byen, der ligger 200 kilometer syd for hovedstaden Mexico City. Ligene i den nye massegrav er endnu ikke identificeret, oplyser justitsminister Jesus Murillo.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker