Liget af eftersøgt belgisk soldat er fundet
Soldater i nationalparken Hoge Kempen leder efter den højreorienterede soldat, der forsvandt, og som myndighederne frygtede ville begå drab eller attentater. Soldaten meldes nu død. Billedet er fra den 4. juni. Foto: Kristof Van Accom/Ritzau Scanpix
Kristof Van Accom/Ritzau Scanpix
Farlig soldat, der blev eftersøgt af hundredvis af soldater og betjente, er fundet død i belgisk nationalpark.
En eftersøgt belgisk soldat er fundet død i en nationalpark.
Belgiens forsvarsministerium bekræfter søndag aften, at det er soldaten Jürgen Conings' lig.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Conings blev efterlyst i maj, fordi han ifølge myndighederne havde været truende.
Der er tale om en soldat med højreekstreme synspunkter og adgang til våben på belgiske militærforlægninger.
Ifølge myndighederne udgjorde han det højeste trusselsniveau på en skala på fire trin.
Avisen skriver, at han blev fundet i parken af Johan Toillenaere. Han er borgmester i byen Maaseik.
Han var ude at cykle i Hoge Kempen-parken, da han fandt liget.
I maj iværksatte politiet og militæret en menneskejagt på Conings, der blev regnet for en sikkerhedstrussel.
Han forsvandt, efter at han havde truet offentlige personer - heriblandt en fremtrædende belgisk coronaekspert, som blev bragt i sikkerhed.
Omkring 350 politibetjente og soldater blev sendt til Hoge Kempen i det nordøstlige Belgien.
Conings' forladte firehjulstrækker blev fundet nær nationalparken.
Den indeholdt "fire panserværnsraketter og noget ammunition", oplyste anklagemyndigheden.
På sin Twitter-profil har den mistænkte betegnet sig selv som "en soldat i det belgiske luftvåben, der godt kan lide fitness, bodybuilding og boksning".
Han figurerer på en liste over mulige ekstremister hos de belgiske myndigheder.
Alligevel har han ifølge AFP været i aktiv tjeneste og trænet belgiske soldater, inden de skulle udstationeres.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde