Lille fly nødlander på strand i Portugal og dræber to
Strandgæster går forbi det lille fly, der måtte foretage en nødlanding på stranden i Caparica uden for Lissabon onsdag. En pige og en mand blev dræbt på stranden. Foto: /ritzau/AP/Armando Franca
/ritzau/AP/Armando Franca
En otteårig pige og en 56-årig mand omkom, da et mindre fly nødlandede på en tætpakket strand nær Lissabon.
To er dræbt, efter at et sportsfly onsdag foretog en nødlanding på en strand. Det skete syd for Portugals hovedstad, Lissabon.
En otteårig pige og en 56-årig mand, som befandt sig på stranden, blev dræbt, oplyser portugisiske myndigheder. Der er ikke umiddelbart meldinger om andre tilskadekomne.
Pigen var på stranden sammen med sine forældre, der begge er uskadt.
Der var hundredvis af strandgæster på Sao Joao-stranden i byen Caparica, da flyet nærmede sig fra oven.
Øjenvidner fortæller, at der udbrød panik på stranden. Mange strandgæster løb ud i vandet for at undgå at blive ramt af flyet.
Det lille fly, som havde to personer om bord, så ud til at være i vanskeligheder. Det svajede fra side til side, da det fløj lavt hen over de mange solbadere.
Billeder fra ulykkesstedet tyder på, at flyets venstre vinge var delvist kollapset.
De to personer om bord på flyet er uskadt. De er nu ved at blive afhørt af politiet.
Flyet er af typen Cessna 152. Det tilhører en flyveklub i Torres Vedras nord for Lissabon, skriver portugisiske medier.
Ulykken skete omkring klokken 16.50 lokal tid (17.50 dansk tid), oplyser portugisiske myndigheder.
Det er ikke umiddelbart oplyst, hvilken nationalitet de to dræbte havde. Men stranden er den, der ligger tættest på Lissabon, og mange af byens indbyggere tager hertil.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet