Lissabon får ny lufthavn efter turistrekord i 2016
Udenlandske turister strømmer til Portugal, og derfor udvider landet sin lufthavnskapacitet. Foto er fra hovedstaden Lissabon. Foto: AP/Armando Franca
AP/Armando Franca
Udenlandske turister strømmer til Portugal. Nu skal den internationale lufthavn i Lissabon aflastes.
Portugal vil bygge en ny lufthavn i hovedstaden Lissabon for at kunne håndtere det stigende antal turister.
Presset på lufthavnen Humberto Delgado, der er landets største, vokser år for år på grund af stadig flere turister.
Og ifølge Portugals minister for infrastruktur, Pedro Marques, vil Lissabons eneste internationale lufthavn snart operere på fuld kapacitet.
I 2016 satte lufthavnen rekord med 22,4 millioner rejsende. Det var næsten 12 procent flere end året før.
- 2016 var det bedste år for turisme nogensinde i Portugal, og 2017 bliver endnu bedre, sagde Marques på et pressemøde onsdag.
Portugal havde sidste år 11,4 millioner udenlandske gæster. Det var sjette år i træk, at den hidtidige rekord blev overgået.
Frygt for sikkerheden på andre populære turistdestinationer omkring Middelhavet og i Mellemøsten er en af forklaringerne på det portugisiske turistboom.
Især Tyrkiet, Tunesien og Egypten har været ramt af flere angreb de seneste år.
Arbejdet med at opføre den nye lufthavn i Lissabon ventes at gå i gang i 2019. Planen er at udvide en sjældent benyttet militærlufthavn, der ligger 13 kilometer fra Lissabon.
De første kommercielle fly ventes at kunne tage lufthavnen i brug i 2021.
Turisme er en af Portugals hovedindtægtskilder og udgør omkring ti procent af landets bruttonationalprodukt.
I 2010 skrottede den daværende socialistiske regering planer om adskillige offentlige anlægsarbejder, deriblandt en ny lufthavn i Lissabon, på grund af en stor gældskrise.
EU og Den Internationale Valutafond måtte i 2011 træde til med en økonomisk hjælpepakke på 78 milliarder euro. Til gengæld skulle den portugisiske regering gennemføre reformer, som ramte en stor del af landets 10,4 millioner indbyggere.
Siden 2014 har Portugal haft økonomisk vækst.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker