Litauen udviser hviderussiske diplomater: Nej tak og farvel
Et Ryanair-fly blev søndag omdirigeret, da det befandt sig i hviderussisk luftrum. Om bord var en hviderussisk aktivist, som landets regering har efterlyst. Han blev anholdt, da flyet landede i den hviderussiske hovedstad, Minsk. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Det fortsætter med at skabe røre, at Hviderusland søndag tvang et fly med retning mod Litauen til at lande.
Litauen har fredag udvist to hviderussiske diplomater fra landet.
Det sker, efter at Hviderusland søndag tvang et Ryanair-fly til jorden, da det var på vej fra Grækenland til Litauen.
Hvideruslands aktion har ført til skarp kritik fra Litauen og øvrige EU-lande.
Det er Litauens udenrigsministerium, der fredag i en udtalelse fortæller om udvisningen. På Twitter tilføjer udenrigsminister Gabrielius Landsbergis:
- To hviderussiske efterretningsofficerer, der arbejdede under diplomatisk dække, er blevet bedt om at forlade Litauen. Nej tak og farvel.
Det var to hviderussiske kampfly, der søndag i sidste uge fik omdirigeret Ryanair-flyet, da det befandt sig i hviderussisk luftrum.
Hvideruslands forklaring lød, at der var en "sikkerhedstrussel" om bord.
Reelt menes årsagen at være, at den hviderussiske aktivist Roman Protasevitj var om bord på flyet. Protasevitj, der har været efterlyst af regeringen, blev anholdt, da flyet landede i Hvideruslands hovedstad, Minsk.
EU's stats- og regeringsledere arbejder i øjeblikket på at ramme Hviderusland med nye sanktioner efter episoden.
Det var angiveligt Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, der beordrede omdirigeringen af flyet med Protasevitj om bord.
Lukasjenko har haft magten i Hviderusland siden 1994.
Der har været store demonstrationer mod ham siden august sidste år, hvor der var valg i Hviderusland. Lukasjenko hævder, at han vandt valget klart, mens oppositionen mener, at der blev svindlet.
Lukasjenkos påståede valgsejr er da heller ikke anerkendt af det internationale samfund.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker