Litauiske socialdemokrater sigter mod regeringsmagten efter valg
Vilija Blinkeviciute, leder af Litauens socialdemokrater, siger, at hun vil forsøge at danne en koalitionsregering. Foto: Petras Malukas/Ritzau Scanpix
Socialdemokraterne i Litauen blev størst ved søndagens valg, viser resultat med stort set alle stemmer optalt.
Socialdemokraterne i Litauen vil gå efter regeringsmagten i kølvandet på søndagens parlamentsvalg i det baltiske land.
Det siger Vilija Blinkeviciute, leder af Socialdemokraterne (SD), efter at hendes parti er blevet størst - skarpt forfulgt af regeringspartiet.
Med over 99 procent af stemmerne optalt har SD fået 19,44 procent af stemmerne. Det viser resultatet på den litauiske valgkommissions hjemmeside natten til mandag klokken 02.45 dansk tid.
- Jeg tror, at vi kommer til at få en koalition sammen med to andre venstreorienterede partier, siger Vilija Blinkeviciute søndag aften.
Mens SD vinder valget, så følger premierminister Ingrida Simonytes regeringsparti, Hjemlands-unionen, lige efter med knap 18 procent af stemmerne. Protestpartiet Nemunas Daggry står til 15 procent.
SD's Vilija Blinkeviciute varslede allerede søndag aften en ny indenrigsmæssig retning i forhold til den hidtidige konservative retning.
Den udenrigspolitiske linje forventes dog ikke at blive ændret. Litauens støtte er stadig en topprioritet, understreger SD-lederen.
Den afgående regerings popularitet er formentlig dalet på grund af inflationen, som for to år siden var på 20 procent i Litauen. Også en ringere offentlig service og større forskel mellem rig og fattig har kostet stemmer.
Omkring 52,1 procent af Litauens vælgere stemte søndag. Ved valget for fire år siden stemte 47,2 procent af indbyggerne.
Litauen er en baltisk republik, som har lige knap tre millioner indbyggere. Staten grænser op til Letland, Belarus, Rusland og Polen.
Den delte grænse med Rusland er årsagen til den urokkelige Ukraine-støtte.
En måling viste i maj ifølge Reuters, at tre fjerdedele af litauerne tror, at der er en reel risiko for, at Rusland vil angribe landet i den nærmeste fremtid.
Litauen er både en del af EU og forsvarsalliancen Nato.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned