Liz Cheney i ny bog: Trump anerkendte nederlag to dage efter valget
Mange anser Liz Cheneys kritik af Donald Trump som årsagen til, at hun ikke blev genvalgt. (Arkivfoto). Foto: Anna Rose Layden/Ritzau Scanpix
I en ny bog kalder Liz Cheney Trump "den farligste mand, der nogensinde har indtaget Det Ovale Kontor" og hævder, at en republikaner kaldte ham Orange Jesus.
Ritzau RitzauAstrid Mortensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
En ny bog om USA's Republikanske Parti og tiden efter præsidentvalget i 2020 udstiller republikanske politikere og USA's tidligere præsident Donald Trump.
Og denne bog kommer fra en, der var der selv, og som hævder, at Trump kort efter valget anerkendte, at han havde tabt.
Det tidligere republikanske kongresmedlem Liz Cheney udkommer nemlig med bogen "Oath and Honor" - på dansk Ed og Ære - 5. december. Det amerikanske medie CNN har fået fat i et eksemplar af bogen.
Bogen drejer sig om, hvad Cheney kalder Republikanernes "fejhed", og hvordan mange var villige til at støtte Trump, som hun kalder "den farligste mand, der nogensinde har indtaget Det Ovale Kontor".
At Cheney er kritisk over for Donald Trump, er ikke noget nyt.
Annonce
Hun var blandt de få kongresmedlemmer, der åbent og i stærke vendinger kritiserede Trumps påstande om svindel ved præsidentvalget i 2020.
Efter præsidentvalget i 2020 nægtede Trump og mange andre republikanere, at han havde tabt valget til USA's nuværende præsident, Demokraternes Joe Biden.
Ved midtvejsvalget i august sidste år tabte Cheney og mistede dermed sin plads i Kongressen.
Mange anser hendes kritik af Trump som årsagen til, at hun ikke blev genvalgt.
Men det har øjensynligt ikke fået hende til at dæmpe sig.
Bogen, der er skrevet på baggrund af beskeder, e-mails, telefonsamtaler og møder såvel som personlige samtaler, fremstiller hendes republikanske kolleger som hyklere, der vidste, at Trump havde tabt valget.
Cheney beskriver i bogen, hvordan hun så sine kolleger gå fra at fordømme Trump til at ende med at støtte hans påstande om valgsvindel.
Blandt andet fortæller hun, at tidligere formand for Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy to dage efter valgdagen sagde, at han havde talt med Trump, der anerkendte, at han havde tabt valget.
- Han ved, at det er slut. Han skal gennem alle sorgens faser, sagde McCarthy ifølge Cheneys bog.
Liz Cheney beskriver i bogen, hvordan hun så sine kolleger som Kevin McCarthy gå fra at fordømme Donald Trump til at ende med at støtte hans påstande om valgsvindel. (Arkivfoto). Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Da McCarthy senere samme dag var på Fox News, sagde han, at Trump havde vundet valget.
Annonce
I bogen beskriver Cheney også en hændelse i et republikansk mødelokale 6. januar 2021, hvor medlemmer blev opfordret til at skrive under på papirer, hvor de tilkendegav, at de bestred valgets gyldighed.
Cheney skriver, at de fleste medlemmer vidste, at underskriftsindsamlingen "var en farce".
- Blandt dem var det republikanske kongresmedlem Mark Green fra Tennessee. Da han bevægede sig frem i køen og skrev sit navn på papirerne, sagde Green fåret: "Hvad vi ikke gør for den Orange Jesus", skriver Cheney i bogen.
Samme dag skete stormløbet på Kongressen.
/ritzau/
Liz Cheneys kamp mod Donald Trump
* 6. januar 2021 blev USA's kongres i Washington D.C. stormet af vrede demonstranter, som støttede præsident Donald Trump.
* 12. januar 2021 siger Liz Cheney, at hun vil stemme for en rigsretssag mod Trump, efter at hun har beskyldt ham for at være ansvarlig for stormen. Hun er blandt ti republikanere, der stemmer for en rigsretssag.
* 12. maj 2021 stemmer republikanerne i Repræsentanternes Hus for at fjerne Cheney fra partiets ledelse.
* 1. juli 2021 bliver Cheney udpeget til at sidde i et nyt udvalg, der skal undersøge hændelserne 6. januar.
* 9. september 2021 siger Trump, at han støtter Harriet Hageman i valget til Kongressen i delstaten Wyoming.
* 9. juni 2022 holder 6. januar-udvalget sin første offentlige høring, hvor Cheney blandt andet siger, at Trump "tændte flammen til angrebet".
* 16. august 2022 taber Cheney midtvejsvalget og mister sin plads i Kongressen.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb