Liz Truss ligger til at flytte ind i Downing Street 10 på tirsdag
Rishi Sunak vinker til sine partifæller under et stormøde i det konservative parti onsdag aften. Men det ser ud til at blive udenrigsminister Liz Truss (til højre), der på tirsdag bliver udnævnt som ny premierminister af dronning Elizabeth. Foto: Hannah McKay/Reuters
Så er det slut med Boris Johnson. Den britiske premierminister går af tirsdag, når de konservative har valgt en afløser. Skiftet sker formelt i Skotland.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Den britiske premierminister, Boris Johnson, og hans familie pakker sammen i Downing Street 10.
Tirsdag flytter de formelt fra premierministerboligen i den britiske hovedstad, London, og så får Storbritannien en ny regeringschef.
Boris Johnson meddelte i juli, at han ville stoppe som premierminister og leder af Det Konservative Parti. Han var da ramt af en stribe skandaler, og hans ministre var begyndt at forlade ham.
Det udløste et internt opgør og et valg om at finde en ny partiformand i stedet for Boris Johnson.
Partilederen bliver automatisk premierminister.
Annonce
Dramaet sker midt i en valgperiode, og der er ikke udskrevet nyt parlamentsvalg. De konservative har flertal i parlamentet, og partiets medlemmer har stemt om en afløser for Boris Johnson.
Da Boris Johnson meddelte, at han stopper, meldte en stribe af hans partifæller sig som kandidater til at afløse ham.
Der blev holdt valg blandt de konservative parlamentsmedlemmer, indtil der kun var to kandidater tilbage.
Herefter blev alle partimedlemmer rundt om i landet bedt om at stemme.
De har haft frem til fredag klokken 18.00 til at stemme. Der er ikke noget offentligt tal for, hvor mange medlemmer der er.
Ifølge BBC var der 160.000 medlemmer i 2019. Partiet siger, at der er flere nu. Nyhedsbureauet AFP skriver omkring 200.000.
Hvad nu, Boris? Han har været premierminister siden 2019, men på tirsdag er det slut. (Arkivfoto). Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
De to kandidater, der er på valg, er tidligere finansminister Rishi Sunak og udenrigsminister Liz Truss.
Annonce
Partiets parlamentsmedlemmer foretrækker Sunak.
Men blandt fodfolket har Truss den største støtte. Hun er derfor storfavorit.
* Hvad er den politiske forskel på de to?
Umiddelbart er der forskel i tilgangen til det nuværende problem med inflation.
Truss taler om skattelettelser og at "fokusere på energipriserne for forbrugere".
Sunak advarer mod skattelettelser, som vil øge inflationen.
Normalt tager dronning Elizabeth imod afgående og tiltrædende premierministre på Buckingham Palace i London. Men den 96-årige monark er skrøbelig og ikke så mobil for tiden. Så Boris Johnson og den næste premierminister må rejse fra London og op til Balmoral-slottet i Skotland for at gennemføre magtskiftet formelt. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
- Jeg har valgt ikke at sige de ting, folk vil høre. Jeg siger de ting, vort land er nødt til at høre.
* Hvad siger de kloge om forskellen?
AFP har talt med professor John Curtice fra University of Strathclyde.
- Hun er en bedre politiker, siger han, efter at Truss sommeren igennem har ført en enkel kampagne med enkle budskaber og har holdt sig til sin plan.
Annonce
- Sunak har demonstreret nogle af de kvaliteter, man nok håber at se hos en god minister. Men Liz Truss har demonstreret kvaliteter, man skal have som politiker.
* Hvornår kender vi navnet på vinderen?
Der tælles stemmer i weekenden. Mandag klokken 13.30 dansk tid afslører Sir Graham Brady, hvem der har vundet. Han er formand for den såkaldte 1922 Committee af menige konservative parlamentsmedlemmer.
* Hvad sker der så formelt?
Boris Johnson går tirsdag den 6. september til dronning Elizabeth og siger, at han går af.
Kort efter får dronningen besøg af valgets vinder, som monarken udpeger som ny premierminister.
Den nye premierminister udpeger herefter sine ministre.
* Hvor sker det?
Normalt er det en lille biltur fra Downing Street 10 til dronningen på Buckingham Palace.
Men i denne tid er den 96-årige dronning, der har været regent i 70 år, ikke så mobil.
Annonce
Hoffet har ifølge Reuters meddelt, at hun opholder sig på Balmoral-slottet. Det betyder, at Boris Johnson og hans efterfølger skal rejse 800 kilometer mod nord til det skotske højland.
Elizabeth har indtil nu været dronning for 14 forskellige premierministre.
* Har hun før udnævnt premierministre uden for Buckingham Palace?
Ja. Som ny monark i 1952 mødte hun ifølge AFP Winston Churchill i Heathrow-lufthavnen og udnævnte ham som premierminister.
/ritzau/
Hvad skal Boris Johnson lave?
* Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, går af på tirsdag. Han har ikke meldt ud, hvad han nu skal lave, men han er stadig medlem af parlamentet i London.
* Her er nogle eksperters bud på, hvad den 58-årige Boris Johnson vil gøre nu:
* Professor Tim Bale, Queens Mary University of London:
- Jeg tror ikke, at han helt har opgivet tanken om et comeback. Jeg tror, at venner af Boris Johnson nu hele tiden vil tale med journalister uden for citat og kritisere, dog ikke åbent, hans efterfølger.
* Daniel Bowman, politisk forsker på University of Liverpool:
- Boris Johnson er en velkendt agitator. Jeg tror, at han kan tænke på at få hævn.
* Bowman nævner også, at han kan droppe sin politiske karriere og i stedet gå efter at tjene penge. Han kan skrive sine erindringer og rejse rundt og holde foredrag. Han kan eventuelt også skrive for forskellige aviser og angribe dem, som han giver skylden for, at han måtte gå af.
- Jeg tror, at Boris Johnson vil ende med at gå derhen, hvor han får det højeste bud.
Seneste artikler
Elever overvåges for at undgå snyd
Annonce: Det digitale forbrug på Lolland-Falster og de nye krav til hastighed
- Nu begynder det: Voksenmobning i byrådet igen?
Teenagere fra Litauen og Tyskland samlet i Nykøbing
Sæsonprogram får NFC til at skifte træningsmodstander
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
Tordenvejr truer
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Truet med bat og skudt i benet