Løftebrud vil give nye protester i Egypten

Mens titusinder af egyptere fortsætter festen efter udgangsforbuddet på den centralt beliggende Tahrir-plads i Kairo advarer de tilbageværende demonstranter om, at de går på gaden igen, hvis militæret svigter.

Hvis Egyptens nye, militære styre ikke lever op til dets løfter om at lade en civil, demokratisk valgt regering komme til efter en overgangsperiode, vil Egypten atter blive ramt af store demonstrationer.

- Hvis de kommende magthavere er som Mubarak, er vi mange, der kender vejen til Tahrir-pladsen, advarer imam Safwat Hegazi.

Imamen, der fredag aften blev båret rundt på Tahrir-pladsen på demonstranternes skuldre, har i løbet af de seneste 18 dage opnået stor popularitet, fordi han var med til at kæmpe mod politiet fra første protestdag den 25. januar.

Langt de fleste af de demonstranter, der har overnattet på Tahrir-pladsen, er nu taget hjem, men et par hundrede tilbringer natten dér. Mange, fordi de er kommet langvejs fra og ikke umiddelbart har hjemtransport.

- Vi tager hjem, men vi kommer igen, hvis overgangsstyret ikke indfrier dets løfter, siger 21-årige Amir Mano.

- Og næste gang kommer vi ikke kun en eller to millioner, men fem eller ti millioner.

En kernegruppe blandt demonstranterne meddelte tidligere på dagen, at de vil danne et råd, der skal forsvare det, som demonstranterne har opnået, og forhandle med det militære råd, der nu leder landet.

- Rådet har bemyndigelse til at indkalde til protester eller afblæse dem, siger en af demonstranternes uofficielle ledere, Khaled Abdel Qader Ouda, til nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at det ny råd i første omgang vil bede folk gå på gaderne på fredag for at fejre det, der er opnået med revolutionen.

Rådet får 20 medlemmer, heriblandt repræsentanter for demonstranter og ledere fra hele det politiske spektrum, siger Ouda.

/ritzau/

De sidste demonstranter på Tahrir-pladsen siger, at de går på gaden igen, hvis militæret ikke holder løfter.

Offentliggjort Sidst opdateret