Løkke efter topmøde: Vi skal være klar på brexit uden aftale
Lars Løkke Rasmussen er ikke skuffet over, at det ikke er lykkedes at lande en brexitaftale i Bruxelles. - Det matcher fuldstændig de forventninger, jeg kom med, siger han. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
De danske forberedelser på et brexit uden en aftale kan ikke intensiveres yderligere, siger statsministeren.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber og tror på, at det vil lykkes EU og Storbritannien at lande en skilsmisseaftale for brexit.
Men det er ikke ensbetydende med, at Danmark ikke forbereder sig grundigt til et scenarie, hvor en aftale ikke falder på plads. Det understreger statsministeren på vej ud fra topmødet i Bruxelles torsdag.
- Vi skal være klar. Forberedelserne kan ikke intensiveres, fordi de i forvejen er så intensive, som de kan være, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Vi har ikke nogen ambition om at få brug for det beredskab, vi er ved at bygge op. Det vil være bedst for Danmark og for Storbritannien med en aftale.
Formelt var brexit kun på dagsorden i Bruxelles onsdag, hvor EU's stats- og regeringschefer sent om aftenen tog fra mødet uden en brexitaftale.
Det var ventet på forhånd, men torsdag er det stadig brexit, der stjæler fokus, selv om det er emner som migration og intern sikkerhed, der har været på dagsprogrammet.
Lars Løkke Rasmussen er ikke skuffet over, at det ikke er lykkedes at lande en aftale i Bruxelles.
- Det matcher fuldstændig de forventninger, jeg kom med, siger han.
Han og de øvrige EU-ledere er enige i, at EU's chefforhandler, Michel Barnier, skal have mere tid til at løsne de knuder, der står tilbage.
- Vi har sagt, at når og hvis der tegner sig en løsning, så mødes vi igen. Og det kan vi gøre med kort varsel.
- Jeg ser ikke en aftale lige rundt om hjørnet. Tiden går, men vi har jo ikke ramt deadline endnu, siger Lars Løkke Rasmussen.
På torsdagens møde, der altså ikke handlede om brexit, blev EU-landene blandt andet enige om, at forsvar mod cyberangreb skal styrkes med en sanktionsordning.
Derudover slår de fast, at der skal iværksættes initiativer, som skal få gang i hjemsendelser af illegale immigranter.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde