Løkke: Ikke flere krisetiltag lige nu

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at det er nødvendigt med nye krisetiltag på nuværende tidspunkt for at stabilisere euroen.

Det slår han fast inden starten på et EU-topmøde, hvor stats- og regeringscheferne vil godkende oprettelsen af en permanent krisemekanisme for eurolandene og sende et signal om, at det er nødvendigt, at alle lande strammer op og konsoliderer økonomierne.

Og dermed har EU gjort tilstrækkeligt, mener Løkke.

- Vi ved godt, at det her ikke er slut, og vi har den politiske vilje til at gøre det, der er nødvendigt i situationen for at afværge en krise. Og på instrumentvalget betyder det lige nu det, jeg har sagt, og ikke mere end det, siger Løkke.

Der har ellers op til topmødet været et stigende krav om nye krisetiltag. Blandt forslagene har været en forøgelse af den midlertidige krisefond eller oprettelsen af euroobligationer.

Håbet er, at det kan være med til at tage presset fra lande som Portugal og Spanien, som må betale stadigt stigende renter på finansmarkederne.

Men ifølge Løkke er det naturligt, at der er store renteforskelle i unionen.

- Det er rigtigt, at der er nogle renteforskelle, som afspejler, at de forskellige lande er i en forskellig økonomisk situation. Sådan mener jeg faktisk også, at det skal være, siger Løkke.

Han peger på, at det er lande med høj gæld og manglende styr på økonomien, som betaler høje renter, mens lande som Danmark og Tyskland har en langt lavere rente.

- Det er noget af det, der skal få det enkelte land til at være disciplineret i sin økonomiske politik. Så jeg er ikke talsmand for, at kollektivet skal tage fuldstændig over, siger Løkke.

- En løsning, hvor alle lande skulle betale den samme rente for at få fornyet deres statsgæld, det ville være en løsning, der ultimativt betød, at vi kollektiviserede vores statsgæld eller skabte en føderal union. Det går jeg bestemt ikke ind for, fortsætter han.

/ritzau/

Det er eurolandes egen skyld, at de betaler høje renter, mener Løkke. Han ser ikke behov for nye krisetiltag.

Offentliggjort Sidst opdateret