Løkke ønsker Nato med i Libyen-krig

Mens verdens stormagter med Frankrig i spidsen har sat handling bag ordene og nu indsætter flystyrker i Libyen, så er Nato endnu ikke nået til enighed om, hvilken rolle forsvarsalliancen skal spille i den militære aktion i Libyen.

Lars Løkke Rasmussen, Danmarks statsminister, ønsker dog, at Nato bliver en del af den internationale kamp mod Gaddafi-regimet.

- Fra dansk side ser vi gerne, at Nato kommer til at spille en rolle. Men det er åbenlyst,

de ikke kommer til at spille den fulde rolle, siger statsministeren.

- Man kan bedst beskrive det som en international aktion med støtte fra Nato og Den Arabiske Liga, siger han.

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, var heller ikke med til stormøde i Paris, hvor de arabiske ledere, europæiske stats- og regeringschefer og USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, var samlet lørdag for at nå til enighed om den militære aktion i Libyen.

En af grundene til, at Fogh har svært ved at nå til enighed i Nato, er blandt andet, at især Tyskland og Tyrkiet, to af de 28 Nato-medlemslande, er stærk modstander af at starte et militært angreb i Libyen.

Mange har også kritiseret, at verdenssamfundets handling over for Gaddafi kommer for sent. Ifølge Lars Løkke Rasmussen er det dog aldrig for sent at handle.

- Det er aldrig for sent at handle. Det er klart, man kunne have ønsket, der var handlet før, siger han.

- En af grundende til, at det tog tid, har været, at man i mange betydningsfulde hovedstader har tænkt igennem, at hvis man handler her, skal man handle tilstrækkeligt til, at det også får effekt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han lader sig heller ikke skræmme af, at Muammar Gaddafi har advaret om, at Vesten kommer til at fortryde en militær aktion i Libyen.

- Hvis vi skulle lægge os ned for det, ville der aldrig være nogen mulighed for at handle, siger statsministeren.

- Man skal ikke underkende hans militære styrker, men det, der nu potentielt sættes ind, er en meget stærk international koalition, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Nato kommer også til at spille en rolle i krigen i Libyen, siger Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Offentliggjort Sidst opdateret