Løkke vil fordømme Ruslands handlinger over for russisk udenrigsminister
Lars Løkke Rasmussen deltager torsdag i udenrigsministermøde i OSCE. (Arkivfoto). Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Torsdag og fredag er der møde om europæisk sikkerhed i OSCE, hvor både Danmark og Rusland er repræsenteret.
Torsdag er Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), til udenrigsministermøde i Nordmakedoniens hovedstad, Skopje, for at diskutere europæisk sikkerhed i Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.
Til mødet deltager Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, hvilket har ført med sig, at Estland, Letland og Litauen ikke deltager i mødet, skriver mediet Politico.
Udenrigsministeriet oplyser, at Rusland har blokeret en række centrale beslutninger i OSCE gennem de seneste måneder.
Det betyder, at man i øjeblikket hverken kan vedtage et nyt budget for 2024 eller en aftale om besættelse af organisationens topposter.
- OSCE blev skabt under Den Kolde Krig for at styrke fred, sikkerhed og samarbejde i Europa. Den ambition har Rusland forbrudt sig mod på brutal vis ved at invadere et fredeligt naboland.
- Jeg vil bruge mødet til at udtrykke regeringens fordømmelse af Ruslands handlinger direkte over for den russiske regering, så det ikke kan misforstås, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge meddelelsen.
Baggrunden for Litauens fravær er ifølge landets udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis, at man nægter at sidde ved bord med den russiske repræsentant.
- At vi alle sidder ved samme bord som Lavrov vil betyde normalisering.
- At diskutere europæisk sikkerhed med Lavrov lyder ironisk hvis ikke trist, siger han i et interview med Politico.
Ud over at sende et signal til den russiske regering vil Løkke sammen med sine kolleger opfordre til, at Rusland stopper med "at stikke en kæp i hjulet" på OSCE's virke, så organisationen kan fortsætte sin virke i Europa.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass skabte Lavrovs ankomst stort postyr hos det fremmødte journalistkorps.
På trods af forsøg på at få spørgsmål igennem til den russiske udenrigsminister strøg han lige forbi pressen og gik direkte til konferencesalen uden at svare på noget.
Mødet varer fra den 30. november til 1. december og finder sted, efter at Natos udenrigsministre mødtes i Bruxelles den 28. til 29. november.
OSCE blev stiftet i 1973 under Den Kolde Krig for at fremme fred, sikkerhed, tillid, samarbejde og dialog på tværs af det europæiske kontinent.
Blandt medlemmerne er USA, de vest- og centraleuropæiske lande, Rusland, Belarus og landene i Kaukasus.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker