Løkke vil have Danmark til at dele ud af klimaerfaringer
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sammen med en række andre stats- og regeringsledere markeret 100-årsdagen for enden på Første Verdenskrig. Søndag eftermiddag rykkede han videre til Paris Peace Forum for blandt andet at diskutere klimaproblemer. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Danmark klarer sig godt på klimaområdet. Derfor skal vi dele ud af vores erfaringer, siger statsministeren.
Der skal mere internationalt samarbejde til for at løse klimaproblemerne, og i Danmark har vi et ansvar for at dele ud af vores gode erfaringer.
Sådan lyder meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved en rundbordsdebat om klimaforandringerne ved søndagens møde i en nyetableret international forsamling, Paris Peace Forum.
- Vores succeser giver os et ansvar for at samarbejde og dele ud af vores erfaringer. Vi skal introducere vores måder at gøre tingene på til det internationale samfund.
- Vi skal være konkrete og gøre tanke til handling. Når det kommer til pragmatiske løsninger, har vi i Danmark noget at bidrage med, siger Lars Løkke Rasmussen.
Det er første gang, der bliver afholdt Paris Peace Forum. Ifølge planen er det blot det første fredsforum af mange.
Stats- og regeringsledere, ngo'er, virksomheder og deltagere fra civilsamfundet bruger anledningen til at diskutere internationale problemstillinger.
Til rundbordsdebatten sidder Lars Løkke Rasmussen i lidt uvant selskab. De øvrige deltagere er ud over Spaniens premierminister præsidenterne for henholdsvis Kenya, Djibouti og Den Demokratiske Republik Congo.
Ifølge statsministeren skal det øgede samarbejde ikke blot være mellem nationer. Også øvrige samfundsaktører har en vigtig rolle at spille.
Til glæde for de afrikanske deltagere i debatten efterspørger statsministeren specifikt mere samarbejde med afrikanske nationer.
- Vi skal i højere grad indgå i partnerskaber med Afrika, end vi har gjort før.
- Jeg er optimistisk, i forhold til det vi har opnået de seneste år. Men der er brug for tættere samarbejde, siger statsministeren, hvilket Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, giver ham ret i.
Tidligere på dagen har Lars Løkke Rasmussen i selskab med en række øvrige stats- og regeringsledere i Paris markeret 100-årsdagen for afslutningen af Første Verdenskrig.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker