En demonstration i det nordlige London udviklede sig sent lørdag aften til voldsomme uroligheder, hvor demonstranter blandt andet satte ild til mindst to politibiler samt ødelagde flere butikker i området.
Det oplyser flere engelske medier.
Otte politibetjente kom til skade under sammenstødene med demonstranterne, der brugte sten og flasker som kasteskyts mod betjentene. Mindst en betjent blev ramt i hovedet
Urolighederne brød ud i bydelen Tottenham, hvor en større gruppe personer var samlet for at demonstrere oven på et skyderi i området torsdag.
Her mistede en 29-årig far til fire livet som følge af en skududveksling med politiet.
Omkring 300 personer havde forsamlet sig på High Road foran den lokale politistation til en ellers fredelig demonstration, men herfra eskalerede situationen hurtigt.
Ved halv ni-tiden om aftenen blev to politibiler samt en dobbeltdækkerbus og en butik sat i brand, mens urolighederne fortsat tog til.
En række butikker i området blev smadret og bestjålet, alt imens kampklædte betjente forsøgte at få dæmpet demonstranterne og brandfolk kæmpede med de forskellige brande.
Ifølge nyhedsbureauet AFP blev flere butiksruder sparket ind, og folk med fyldte indkøbsvogne forlod butikkerne med stjålne butiksvarer.
Urolighederne er de værste i området i årevis, og på tv-billeder kunne man se unge, hætteklædte personer overdænge politifolk og biler med kasteskyts.
Skyderiet torsdag, hvor den 29-årige mand mistede livet, bliver fortsat undersøgt af politiet.
De foreløbige oplysninger fortæller, at manden døde under en planlagt anholdelse. Han blev stoppet siddende som passager i taxa, og herfra har situationen udviklet sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker