Londons bykonge ønsker hurtig EU-afstemning
Det vil være "fantastisk", hvis briterne snart skal til valgurnerne i en folkeafstemning om landets EU-medlemskab. Faktisk bør afstemningen komme allerede før 2015, hvor Storbritannien senest skal til parlamentsvalg næste gang.
Det mener Londons konservative og EU-skeptiske borgmester, Boris Johnson, der af mange analytikere opfattes som hovedrival til premierminister David Cameron i en eventuel kamp om partilederposten.
- Jeg synes, det vil være en god idé, hvis de gør det inden 2015. Det vil være fantastisk, siger Johnson i et interview med BBC ifølge Daily Telegraph.
David Cameron er i forvejen hårdt presset fra euroskeptikerne i sit eget Konservative Parti, som er stærkt kritiske over for EU's indflydelse på britiske anliggender.
Premierministeren ventes at holde en stor tale i starten af det nye år, hvor han skitserer sin vision for briternes plads i Europa. Her kommer spørgsmålet om en folkeafstemning måske også på tale.
Selvom Boris Johnson håber på en hurtig afstemning, regner han dog ikke med det.
- Jeg kan ikke se dem gøre det før 2015. Men det vil blive afsløret i den kommende tale, siger den farverige London-borgmester, der har et omdømme som en slagfærdig og bramfri skikkelse.
Han er lige så kendt for sine talegaver og vilde, blonde hår som sin uortodokse tilgang til politik.
Ifølge The Guardian er der flere og flere i det konservative bagland, som mener, at Boris Johnson prøver at køre sig i stilling til på et tidspunkt at afløse Cameron som partileder.
Spørgsmålet om en EU-folkeafstemning kan splitte den britiske koalitionsregering. Koalitionspartneren, De Liberale Demokrater, er stærke tilhængere af EU.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde