Lonmin får aftale med nogle minearbejdere
Platingiganten Lonmin har indgået en fredsaftale med nogle af de fagforeninger, som repræsenterer de strejkende minearbejdere i Sydafrika, men den store og mere militante fagforening Amcu er ikke med i aftalerne, siger lederen af fagforeningen Cosatu.
- I aftes indgik vi den sidste del af en fredsaftale efter Marikana massakren, siger Cosatus leder, Sdumo Dlamini, til radio 702.
Flere fagforeninger har underskrevet aftalen, men det gælder ikke Amcu, siger han.
Amcu kræver mere i løn og truer med at gøre den omstridte platinmine "uregerlig".
Flere end 3000 minearbejdere marcherede onsdag forbi Marikana-minen, der ejes af Lonmin, med krav om lønforhøjelser.
De krævede også, at koncernen lukker minen indtil videre for at forhindre, at Lonmin spiller de strejkende arbejdere ud mod hinanden.
Der er tale om den største demonstration ved Marikana-minen, siden politiet skød og dræbte 34 minearbejdere for snart en måned siden.
De strejkende arbejdere kræver, at Lonmin betaler en bedre løn eller lukker minen. Kravet kom kun timer efter, at endnu en forhandlingsrunde var brudt sammen.
- Lonmin må beslutte sig for enten at give os penge eller lukke minen, lød budskabet fra de strejkende, der ifølge iagttagere igen er ved at få øget opbakning til deres lønkamp.
Lonmin, der er verdens tredjestørste producent af platin, siger, at der er risiko for, at alle dets miner i Sydafrika lukkes og 40.000 ansatte sættes på gaden, hvis ikke den fire uger lange strejke stopper.
Siden strejken begyndte, har arbejdet i Lonmins miner stort set stået stille. Færre end fem procent af firmaets ansatte var på arbejde onsdag.
En række kirkelige ledere er gået ind i sagen for at mægle mellem de strejkende og Lonmin.
Minearbejderne kræver en løn svarende til cirka 9000 kroner om måneden. Det har Lonmin hidtil afvist.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker