L'Oreal vil fjerne ordene hvid, lys og blegning fra sine produkter
Fremover skal ord, der handler om at blege, lysne og gøre hvidere, fjernes fra L'Oreals produkter, meddeler den franske kosmetikgigant. (Arkivfoto) Foto: Eric Gaillard/Reuters
Eric Gaillard/Reuters
L'Oreal og andre kosmetikproducenter har fået kritik for overhovedet at sælge produkter, der skal lysne huden.
Den franske kosmetikgigant L'Oreal vil ikke længere bruge ord som "blegning" - på engelsk "whitening" - eller "lys"/"fair" på sine produkter.
Det meddeler selskabet lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Beslutningen kommer i kølvandet på de omfattende antiracistiske protester, der har fundet sted i USA og en lang række andre lande.
L'Oreal og andre kosmetikproducenter har fået kritik for overhovedet at sælge produkter, der skal gøre huden lysere.
Selv om produkterne nu skifter navn, vil de stadig være at finde på hylderne i butikker verden over.
De blegende cremer og lignende produkter købes af millioner af mennesker og er særligt udbredt i Afrika og Asien.
Johnson & Johnson, der er en af verdens største producenter af kosmetik og hygiejneprodukter, gik i sidste uge et skridt videre.
Selskabet meddelte, at det vil stoppe salget af visse blegende cremer, der sælges i Asien og Mellemøsten.
Torsdag meddelte et andet stort selskab, det britisk-hollandske Unilever, at det ikke længere vil bruge ord som "fair" (lys) på sine produkter.
I Indien og Bangladesh sælger Unilever en creme med navnet "Fair & Lovely". Cremen lysner huden.
Unilever skriver i en meddelelse, at det vil "hylde alle hudfarver".
Alene i Indien havde Unilever sidste år en indtjening på "Fair & Lovely" på over en halv milliard dollar (3,3 milliarder kroner), skriver AFP.
I USA har flere virksomheder sagt, at de vil ændre navn eller design på visse produkter. Det gælder blandt andet mærker som Uncle Ben's og Aunt Jemima, hvis fremstilling af sorte mennesker har vakt anstød.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker