Løsladt israelsk gidsel kan ikke slippe rædslerne fra tunnelerne

Ilana Gritzewsky var gidsel hos Hamas og blev løsladt i november i fjor. Hun har svært ved at slippe rædslerne fra dengang, og hendes kæreste er stadig gidsel hos Hamas. Foto: Jack Guez/Ritzau Scanpix

En aftale om våbenhvile og løsladelse af gidsler er måske på vej mellem Israel og Gaza. For løsladte gidsler venter en lang proces. Spørg bare Ilana Gritzewsky.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er over et år siden, at Ilana Gritzewsky blev løsladt fra fangenskabet hos den militante bevægelse Hamas i Gazastriben.

Hendes kæreste og op imod 100 andre mennesker er stadig gidsler i Gaza, og Gritzewskys trængsler er langtfra slut.

- Min sjæl er der stadig, siger den 31-årige kvinde.

Hun bliver interviewet af AFP i Tel Aviv i Israel i hovedkvarteret for den kampagnegruppe, der kæmper for, at Israel skal indgå en aftale med Hamas for at få løsladt de gidsler, som bevægelsen tog ved angrebet på Israel den 7. oktober 2023.

Denne dag dræbte militsen omkring 1200 israelere og tog 250 andre som gidsler.

Gritzewsky husker det hele.

Angrebet den 7. oktober, der udløste den igangværende krig mellem Israel og Hamas. Den mishandling, hun blev udsat for under fangenskabet hos Hamas.

Hun siger videre, at hun ikke har ro, før hendes kæreste, Matan Zangauker, er løsladt og hjemme igen.

I december frigav Hamas en video, der viser en optagelse af den 25-årige Zangauker.

Parret blev bortført fra deres hjem i kibbutzen Nir Oz nær grænsen til Gaza.

Da hun så videoen af sin kæreste, "tog det mig tilbage til tiden, da jeg var gidsel".

Hun husker "skrigene, stemmerne, lugtene, frygten og hjælpeløsheden".

Gritzewsky var en af 105 gidsler, der blev løsladt i løbet af en uge i november 2023. Der var våbenhvile i den uge, og Israel løslod også palæstinensiske fanger fra sine fængsler.

Ifølge Israel holder Hamas fortsat 94 gidsler. Af dem menes det, at 34 er døde.

Ilana Gritzewsky i sin lejlighed i Kiryat Gat i Israel. På bordet står der billeder af hendes kæreste, Matan Zangauker, der stadig er gidsel hos Hamas i Gazastriben. Foto: Tsafrir Abayov/Ritzau Scanpix

Siden sin løsladelse har Gritzewsky deltaget i demonstrationer for at få en aftale, der får resten af gidslerne fri.

- Jeg er knust. Men jeg så min kæreste i live på en video for en måned siden. Hvis han kan klare sig i fangenskabet, så kan jeg også hver morgen stå op og kæmpe for ham.

Hun siger videre, at hendes helbred er blevet forværret, selv om hun nu "har været fri i 400 dage".

- Så hvilken tilstand er folk i, hvis de har været i Gaza i nu mere end 460 dage? spørger hun.

Gritzewsky, født i Mexico og udvandret til Israel som 16-årig, siger, at den mishandling, hendes fangevogtere begik mod hende, hjemsøger hende.

- Jeg blev krænket seksuelt under fangenskabet. Jeg lider stadig af konsekvenserne, siger hun med rystende stemme.

I de to måneder, hun var gidsel, tabte hun sig 11 kilo.

Ilana Gritzewsky (th.) under en demonstration for at få gidsler fri i Tel Aviv i december. Til venstre er det Einav Zangauker, som er mor til Matan Zangauker. Han er stadig gidsel. Han er kæreste med Gritzewsky. De to blev taget som gidsler samtidig af Hamas den 7. oktober 2023. Foto: Mahmoud Illean/Ritzau Scanpix

Jeg blev også mishandlet. Jeg blev brændt, jeg mistede en del af min hørelse på venstre øre. Min kæbe gik af led.

Hun har haft svært ved at gå til genoptræning, så længe hendes kæreste stadig er gidsel.

Når hun deltager i demonstrationer for at få gidsler fri, sker det som regel sammen med sin kærestes mor, Einavn Zangauker, som er blevet en prominent person blandt de pårørende, som kæmper for at få gidslerne fri.

"Jeg går lidt i stykker", hver gang de indirekte forhandlinger mellem Israel og Hamas om gidslerne ikke ender i en aftale, siger Gritzewsky.

Men hun tilføjer, at hun forbliver optimist.

- Ellers kunne jeg ikke stå op om morgenen, siger hun og tilføjer, at der nu er brug for handling.

- Vi vil ikke have flere løfter.

Siden Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023 har der været krig i Gaza. Israel har erklæret, at Hamas skal udryddes. Billedet viser børn gå rundt i ruinerne fra en boligblok, som Israel har bombet. Billedet er fra tirsdag den 14. januar i Gaza City. Foto: Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix


/ritzau/

Gidslerne i Gaza

* Da Hamas angreb Israel fra Gaza den 7. oktober 2023, dræbte den palæstinensiske milits 1200 israelere. Den tog samtidig 251 andre med til Gaza som gidsler.

* Siden da er 109 gidsler løsladt, 105 af dem under en uges våbenhvile i november 2023.

* Israelske soldater har befriet otte gidsler.

* Israelske soldater har fundet 37 døde gidsler.

* Tre gidsler undslap deres fangenskab, men blev ved uheld skudt af israelske soldater.

* Israel mener, at Hamas nu holder 94 gidsler. I det antal er inkluderet 34 gidsler, som Israels militær mener er døde.

* Ifølge oplysninger om den aftale, som Israel og Hamas i øjeblikket forhandler om, skal der i første fase indføres en våbenhvile. Og i denne fase skal der også frigives 33 gidsler.

* Ifølge avisen Times of Israel mener Israel, at alle 33 gidsler er i live. De første, der skal frigives, er kvinder og børn.

Kilder: AFP og CNN.

/ritzau/

Khan Yunis i det sydlige Gaza tirsdag den 14. januar. Lokale gennemsøger resterne af en bygning, som Israel har bombet. Krigen fortsætter, mens Israel og Hamas forhandler løsladelse af gidsler og våbenhvile. Ifølge de lokale Hamas-myndigheder i Gaza er flere end 46.600 palæstinensere dræbt under krigen. Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu