USA's tidligere præsident, Bill Clinton, har forladt Nordkorea i sit fly sammen med to amerikanske journalister og er på vej til Los Angeles.
De to amerikanske journalister, Laura Ling og Euna Lee, der blev frigivet i forbindelse med tidligere præsident Bill Clintons besøg i Nordkorea, er ved "meget godt helbred", siger en anonym, højtstående amerikansk embedsmand.
Under mødet med den nordkoreanske ledelse undskyldte Clinton ifølge embedsmanden ikke for de to journalisters handlinger.
- Svaret er nej, sagde embedsmanden, da han blev konfronteret med nyheder fra det stalinistiske lands officielle medier, der rapporterede, at Clinton skulle have undskyldt.
Tidligere oplyste Koreas Centrale Nyhedsbureau (KCNA), at den nordkoreanske leder, Kim Jong-il var villig til at benåde journalisterne, efter at den tidligere amerikanske præsident "udtrykte en dybfølt undskyldning" for deres "fjendtlige handlinger".
Clinton forlod Nordkorea sammen med de to journalister for at flyve til San Francisco, hvor deres familier ventede dem.
Laura Ling og Euna Lee blev anholdt af nordkoreanske myndigheder midt i marts, tæt på grænsen til Kina, hvor de rapporterede om flygtninge, der stak af fra det fattige Nordkorea.
En domstol i Pyongyang dømte i juni de to til 12 års "opdragelse gennem arbejde" for ulovligt at være rejst ind i landet og for en ikke nærmere defineret "alvorlig forbrydelse".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned