Lovgivere i USA vil straffe Kina for forfølgelse af uighurere
Billedet her er fra september i år og viser indbyggere på gaden i en lille landsby, hvor uighurere bor i udkanten af Shayar i Xinjiang-provinsen. Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix
Hector Retamal/Ritzau Scanpix
Repræsentanternes Hus kræver sanktioner mod kinesiske embedsmænd for dårlig behandling af muslimsk mindretal.
Med et overvældende flertal har Repræsentanternes Hus i USA tirsdag vedtaget et lovforslag, der kræver, at præsident Donald Trumps administration svarer hårdere igen på Kinas behandling af landets muslimske mindretal, uighurerne.
Lovforslaget kræver sanktioner mod højtstående kinesiske embedsmænd som følge af Kinas forfølgelse af uighurerne.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Med stemmerne 407 for og en imod vil lovforslaget sandsynligvis øge spændingerne mellem USA og Kina, også selv om forslaget fortsat er flere skridt fra at munde ud i en egentlig lov.
Forslaget mangler således stadig at blive godkendt i Senatet og derefter sendt til Det Hvide Hus, hvor præsident Trump enten kan underskrive det eller nedlægge veto.
I et prompte svar på tirsdagens afstemning i Repræsentanternes Hus opfordrer Kinas udenrigsministerium USA til at blokere for lovforslaget og "korrigere sine fejl".
Ifølge ministeriet er den vestlige Xinjiang-provins "et internt anliggende".
I oktober afslørede lækkede dokumenter ifølge flere britiske medier, at det kinesiske styre systematisk hjernevasker hundredtusindvis af muslimer i såkaldte genopdragelseslejre.
Det vurderes, at op mod en million uighur-muslimer bliver tilbageholdt i lejrene. Lejrene er blevet etableret i Xinjiang-provinsen over de seneste tre år.
Kinesiske myndigheder har hidtil fastholdt, at der bliver tilbudt frivillig uddannelse og træning i lejrene.
Lejrene skal ifølge styret modvirke religiøs ekstremisme og terroraktivitet.
Officielle dokumenter, som blandt andet BBC og The Guardian har set, afslører dog, hvordan muslimerne bliver indoktrineret og tortureret.
Dokumenterne blev i oktober lækket til Det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister (ICIJ), der består af 17 medier.
Dokumenterne omfatter blandt andet en instruks fra Kommunistpartiet til lederne af lejrene.
Her fremgår det blandt andet, at lejrene skal fungere som fængsler. Det inkluderer streng disciplin og straf.
Ifølge instruksen skal de indsatte først løslades, når de kan bevise, at de har ændret adfærd og trosretning.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde