Den tidligere premierminister Ruud Lubbers skal lede en ny runde forhandlinger for at danne en ny regering i Holland. Det sker på foranledning af dronning Beatrix.
Seks uger efter parlamentsvalget står hollænderne nemlig fortsat uden en ny regeringen. Valget gav et mudret resultat, uden at nogen af de politiske fløje fik et klart mandat af vælgerne, og de hidtidige forhandlinger om en regering er endt uden resultat.
Den seneste forhandlingsrunde mellem en gruppe centrum-venstre partier mislykkedes også. Her deltog det liberale Parti for Frihed og Demokrati (VVD), det socialdemokratiske parti PvdA, det venstreliberale parti D66 og partiet De Grønne.
Den 71-årige Ruud Lubbers, der var kristeligt demokratisk premierminister fra 1982 til 1994, har fået til opgave at finde en flertalsregering. Han har tidligere haft rollen som forhandlingsleder og skal ikke selv gøre comeback som premierminister.
Iagttagere siger, at en centrum-højre regeringskoalition mellem VVD, De Kristelige Demokrater (CDA) og det stærkt højreorienterede Frihedsparti (PVV), der ledes af den kontroversielle islamkritiker Geert Wilders, nu er en mulighed.
Hidtil har De Kristelige Demokrater afvist at gå i regering med Wilders' parti. Men flere CDA-medlemmer har de seneste dage sagt, at en sådan regering nu overvejes. En koalition mellem de tre partier vil have et flertal på 76 ud af parlamentets 150 mandater.
VVD's leder Mark Rutte anses stadig som det mest sandsynlige bud på en ny premierminister. Hans liberale parti fik flest stemmer ved valget og 31 mandater.
Geert Wilders' parti havde størst fremgang ved valget og er efter PvdA nu landets tredjestørste parti med 24 mandater.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie