Lucy blev tvangsflyttet fra Shanghai midt om natten trods negativ test

Beboere bliver lukket af bag barrierer og grønne metalhegn i Shanghai. Foto: Aly Song/Reuters

Shanghai er begyndt at lempe på coronanedlukningerne, men selv usmittede borgere oplever at blive tvangsflyttet i isolation flere hundrede kilometer væk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var midt om natten, da busserne uden varsel kom til boligblokken i Shanghai.

Politiet vækkede beboere og tvang dem ned på gaden og ind i busserne.

Det var som led i byens kamp mod det store coronaudbrud, der er i gang lige nu.

Det er et af det største hidtil i Kina og første gang, det for alvor går ud over Shanghai, landets mest folkerige by.

Dens 25 millioner indbyggere har i mere end fire uger været under noget nær total husarrest, som først nu er ved at blive lempet.

Hundredtusindvis af smittede er blevet sendt til særlige isolationsboliger langt uden for byen, da det er forbudt at gå i karantæne i eget hjem.

Men det var ikke syge beboere, der skulle væk i denne natlige omgang. Det var i stedet en gruppe coronanegative, som lokalstyret ville fjerne fra smittefare.

Det fortæller Lucy, en af de evakuerede, til nyhedsbureauet AFP.

- Politiet sagde til os, at der var for mange positive tilfælde i vores blok, og hvis vi blev boende, ville vi alle blive smittet. Vi fik ikke noget valg, fortæller Lucy, der kun vil oplyse sit fornavn for at undgå negative følger af at udtale sig.

Så hun og de andre raske beboere blev tvunget fra deres hjem og kørt 400 kilometer væk til en isolationslejr i Anhui, en provins mellem Shanghai og Wuhan.

De fik i første omgang ikke at vide, hvor de var på vej hen, siger Lucy. Og hun ved heller ikke, hvornår hun får lov at tage hjem.

En anden indbygger fra byen fortæller om en lignende oplevelse.

Sammen med et dusin andre naboer blev hun midt om natten evakueret fra distriktet Jing'an i det centrale Shanghai.

- Vi blev alle ringet op af lokalrådet, som sagde, at der var for mange positive i vores blok, så de negative skulle sendes på hotel i isolation, siger kvinden, som gerne vil være anonym.

Nedlukningen er blevet gradueret i den seneste tid, men der dukker dagligt nye metalhegn op omkring boliger, skriver AFP. Foto: Jacqueline Wong/Reuters

Da de kom frem til Anhui og så deres enkeltværelser i karantænecentret, blev hun "rædselsslagen" og "mistede tilliden til styret i Shanghai", fortæller hun.

AFP har talt med flere andre indbyggere, der har set naboer sendt i karantæne langt væk fra millionbyen, selv om de ikke var smittede eller nære kontakter.

Shanghai har efter fire ugers hård nedlukning indført et system med tre grader af frihed - alt efter smitteniveauet i de enkelte bydele.

Men lokalt bliver der grebet hårdere ind, end de regler foreskriver. Blandt andet med store metalhegn rundt om boligblokke.

Det til trods for, at bystyret har været udsat for hård kritik for at holde beboere under lås og slå, så de ikke havde nogen mulighed for at få fat i basale fødevarer og medicin.

De strenge tiltag er formentlig udtryk for, at myndighederne i Shanghai er under særligt pres oppefra for at udrydde smitten fra den økonomisk vigtige by.

Det mener Yanzhong Huang fra den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations.

I flere af Shanghais distrikter er det stadig forbudt at forlade sin bolig døgnet rundt. Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix

Det er ikke unormalt, at embedsfolk i Kina fyres, hvis der ikke kommer styr på coronasmitten i deres område. Derfor gør de alt for at forebygge.

- Når de møder et stærkt tryk oppefra for at nå deres mål om smittefrihed, øger det sandsynligheden for disse hårdhændede, overdrevne tiltag, siger Yanzhong Huang til AFP.

/ritzau/AFP

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu