Storbritannien er som forventet havnet i en uafklaret situation, hvor forhandlinger skal afgøre, hvem der skal danne regering. Sikkert er det dog ud fra de første valgstedsmålinger, at De Konservative med David Cameron i spidsen kommer i regering.
Sådan lyder vurderingen fra Ole Helmersen, der er lektor og ekspert i britisk politik på Copenhagen Business School (CBS).
Han bider desuden mærke i, at Liberaldemokraterne og deres karismatiske leder Nick Clegg, der var spået stor succes, ser ud til at miste et par mandater i forhold til sidste valg, hvilket placerer ham i en "tam situation":
- Der har været en stor Clegg-boble, og nu er luften simpelthen gået ud af den, siger Ole Helmersen og uddyber:
- I meningsmålingerne før valget har man ikke skelnet mellem, hvad der var sympati for Clegg, og hvad der handlede om partiets politik. Når folk så har skullet skelne mellem de to ting, har tilslutningen til partiets politik været noget mindre end deres sympati for Clegg.
Dermed kan det blive svært for Liberaldemokraterne at presse de ønskede reformer af det britiske valgsystem igennem. David Cameron og de konservative kan ende med at basere regeringen på nordirske og skotske nationalistmandater.
Der har således været spekulationer fremme om, at David Cameron allerede har en underhåndsaftale med partiet De Demokratiske Unionister i Nordirland, der kan få ni eller ti mandater.
De foreløbige valgstedsmålingerne giver De Konservative 305 mandater, Labour 255 og Liberaldemokraterne 61. De britiske tal skal dog tages med et lille forbehold. Det kræver 326 mandater at få flertal i det britiske parlament.
- Det britiske valgsystem er mere uforudsigeligt end det danske, hvor en valgstedsmåling stort set holder på decimalet. Når man først får talt kredsene op, så kan tallene godt skubbe sig med fem mandater mere til det ene parti og fem mandater mindre til det andet, siger Ole Helmersen.
Ifølge Ole Helmersen er det umuligt at spå om, hvorvidt regeringens sammensætning falder på plads med det samme, eller om der går en til to uger.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker