Luftfartsselskab strammer seleregler efter dødelig turbulens
Billeder fra indersiden af flyet viser genstande spredt over det hele og iltmasker, der hænger fra loftet. En mand mistede livet som følge af voldsom turbulens. Foto: Stringer/Reuters
Singapore Airlines dropper at servere mad og varme drikke, når seleskiltet er tændt under flyvning.
Singapore Airlines strammer reglerne for seleskilte under flyvning.
Det oplyser luftfartsselskabet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Luftfartsselskabet har besluttet at droppe at servere varme drikke og måltider, når skiltet for spænd sikkerhedsseler er tændt.
Det er et udtryk for en "mere forsigtig tilgang til turbulens", lyder det i udtalelsen.
Beslutningen kommer efter en hændelse tirsdag med voldsom turbulens. En person mistede livet, og over 100 passagerer kom til skade.
Fredag får 48 personer stadig behandling på et hospital efter flyvningen. Det oplyser embedsmænd ifølge Reuters.
De er fordelt på tre hospitaler i den thailandske hovedstad, Bangkok.
Torsdag lød meldingen fra en ansat på hospitalet Samitivej Srinakarin, at 20 af de 48 er på en intensivafdeling.
Singapore Airlines vil fortsat kigge sikkerhedsprocedurerne igennem, lyder det.
Sikkerheden "for vores passagerer og ansatte er af yderste vigtighed", står der i udtalelsen.
Det var flyet Boeing 777-300ER-fly med flynummer SQ32, der skulle flyve fra den britiske hovedstad, London, til Singapore.
Med omkring tre timer tilbage af turen blev flyet ramt af voldsom turbulens.
Både passagerer og personale blev kastet rundt i flyet. Flere kom til skade, da de væltede op i loftet.
Ifølge Reuters har flere pådraget sig hoved-, hjerne- og rygskader.
En 73-årig britisk mand mistede livet - formentlig af et hjertetilfælde.
Flyet måtte nødlande i Bangkok. Efterforskere fra Singapore og USA er rejst til Thailand for at undersøge årsagen til hændelsen nærmere.
Til nyhedsbureauet AFP har fagfolk med kendskab til luftfartssikkerhed sagt, at passagerer ofte tager for let på sikkerhedsbælter om bord på fly.
Men det udgør en stor risiko, hvis der opstår turbulens under flyvningen, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned