Lufthansa og kabineansatte er enige om milliardstor spareaftale
Lufthansa-ansatte demonstrerer mod planlagte nedskæringer foran Lufthansas kontor i Frankfurt onsdag. Foto: Ralph Orlowski/Reuters
Ralph Orlowski/Reuters
En aftale om besparelser for 3,7 milliarder kroner skal hjælpe Lufthansa gennem coronakrisen.
Det tyske flyselskab Lufthansa og de kabineansattes fagforening, Ufo, er sent onsdag aften blevet enige om en aftale, der vil resultere i besparelser for 500 millioner euro.
Det oplyser Lufthansas HR-chef, Michael Niggemann.
500 millioner euro svarer til lidt over 3,7 milliarder kroner.
Aftalen er indgået, et halvt døgn inden at Lufthansas aktionærer torsdag skal mødes ekstraordinært for at stemme om, hvorvidt flyselskabet skal tage imod en hjælpepakke på ni milliarder euro fra den tyske regering.
Talsmand for Ufo Nicoley Baublies siger, at aftalen vil beskytte 22.000 kabineansattes job.
- Den giver jobsikkerhed, som der er akut brug for, udtaler han i en erklæring.
Onsdagens aftale mangler stadig at blive godkendt af Ufos medlemmer. Den omfatter lønstop, reducerede flyvetimer, ordninger for tidlig pension og ubetalt orlov for Lufthansas kabineansatte.
Aftalen skal hjælpe Lufthansa med at komme gennem coronaviruskrisen, som har ramt hele luftfartsindustrien.
- Vi ønsker at undgå tvungne afskedigelser, siger HR-chef Michael Niggemann.
Han mener, at aftalen med de kabineansatte "sender et vigtigt signal" mindre end 12 timer før den ekstraordinære generalforsamling, hvor aktionærerne skal stemme om redningspakken på ni milliarder euro.
Redningspakken indebærer blandt andet, at staten får 20 procent af aktierne i Lufthansa, der også må afgive såkaldte slots i Frankfurt og München.
En slottid er det tidsrum, hvor et givent flyselskab må benytte en lufthavns infrastruktur i forbindelse med en start eller landing.
Lufthansa har dog på forhånd advaret om, at selv med statsstøtte kan tusindvis af arbejdspladser gå tabt, da efterspørgslen på rejser forventes at forblive på et lavere niveau end før coronakrisen i årevis.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker