Lufthavnsansatte strejker snart igen i Tyskland i lønstrid
Det ventes at ramme passagerer, når lufthavnsansatte senere på ugen strejker over to dage. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Passagerer ventes at blive ramt af strejke torsdag og fredag i Tyskland. Fagforening kalder det "beklageligt".
Den tyske fagforening Verdi har på ny varslet strejke blandt lufthavnsansatte i flyselskabet Lufthansa.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa mandag.
Strejken skyldes uenighed om løn og står til at begynde torsdag klokken 04.00 og slutte klokken 07.10 lørdag.
Der har allerede været to strejker i forbindelse med den nuværende lønstrid, som omhandler omkring 25.000 lufthavnsansatte. Strejkerne lammede den tyske passagertrafik i cirka en dag.
Verdis chefforhandler, Marvin Reschinsky, kalder det ifølge nyhedsbureauet AFP "beklageligt", at passagerers rejseplaner igen bliver ramt.
- Ved at ignorere vores anmodning om at forhandle har Lufthansa vist os, at de kun vil rykke sig, hvis der bliver lagt yderligere pres på, siger han.
Verdi kræver en lønstigning på 12,5 procent og en inflationsbonus i et år. Lufthansa har foreløbig tilbudt en lønstigning på 10 procent over 28 måneder, skriver dpa.
Den næste forhandlingsrunde er sat til at finde sted 13. og 14. marts. Verdi har tidligere kun meldt sig til klar til at forhandle, hvis der kommer et forbedret tilbud.
Lørdag var der strejke blandt ansatte i Lufthansa Cargo, der står for transport af gods.
Den ramte dog ikke passagerer.
En strejke på en dag sidste måned gik ud over omkring 100.000 passagerer ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tyskland har været ramt af strejke i en række sektorer. Det gælder også i andre dele af transportsektoren.
Det er især de seneste års inflationsudfordringer, som har ført til krav om højere løn.
I januar strejkede flere lokomotivførere i Tyskland i seks dage på grund af en strid om løn med det tyske jernbaneselskab Deutsche Bahn.
Ifølge dpa genoptager lokomotivførerne og fagforening GDL strejken på torsdag. Den er sat til at vare 35 timer.
I januar omfattede strejken både passager- og godstoge over hele Tyskland.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde