Luis Montenegro udnævnt som premierminister for Portugal
Luis Montenegro bliver den første højreorienterede premierminister i Portugal i otte år. Foto: Patricia De Melo Moreira/Ritzau Scanpix
Luis Montenegro er som den første højreorienterede i otte år blevet udnævnt som premierminister for Portugal.
Magtskiftet i Portugal er en realitet, efter at højrefløjens Luis Montenegro torsdag er blevet udnævnt som landets nye premierminister efter otte år med Socialistpartiet som det primære regeringsparti.
Montenegro står i spidsen for den politiske koalition Demokratisk Alliance (AD), som tidligere i marts vandt en snæver sejr ved landets parlamentsvalg.
Landets præsident, Marcelo de Sousa, hvis rolle mestendels er ceremoniel, har opfordret Luis Montenegro til at danne en mindretalsregering og altså ikke invitere højrefløjens yderparti Chega med i en regering.
Chega, som kan sammenlignes med det tyske Alternative für Deutschland (AfD), fik ellers et enormt godt valg, hvor partiet firedoblede sin tilstedeværelse i det portugisiske parlament.
Montenegro siger, at landets nye regering bliver taget i ed 2. april. Ministerholdet bliver præsenteret for Marcelo de Sousa torsdag i næste uge.
Analytikere forventer, at en AD vil få lov til at danne regering uden kvaler fra Chega.
Første opgave vil være at få gennemført en finanslov for 2025. Hvis det ikke lykkes, risikerer regeringen at blive væltet, og at der skal holdes et nyt parlamentsvalg.
Lederen af Chega, Andre Ventura, har truet med at stemme imod finansloven.
Og hvis Chega fortsat bliver holdt uden for indflydelse af AD, vil AD selv være skyld i den politiske ustabilitet, som det måtte afstedkomme, siger Ventura.
Ventura har dog erklæret sig enig i en række forslag, som Montenegro har stillet.
Det er blandt andet lønstigninger til sundhedspersonale, politibetjente og lærere samt lavere indkomstskat.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned