Manden, der bliver kaldt Europas sidste diktator, Hvideruslands præsident, Alexander Lukasjenko, fortsætter som landets leder efter en storsejr ved søndagens præsidentvalg, hvor han ifølge det officielle resultat fik 79,7 procent af stemmerne.
Valget er dog blevet præget af beskyldninger om svindel og voldsomme gadekampe i hovedstaden Minsk, hvor oppositionsledere og demonstranter gik på gaden for at vise deres utilfredshed med Lukasjenko.
Samtidig skriver nyhedsbureauerne dpa og AFP, at fire af oppositionens præsidentkandidater er blevet anholdt. Det drejer sig om Nikolai Statkewitz, Grigorij Kostujev, Andrej Sannikov og Vitalij Rymasjevskij.
Præsidentkandidater førte an i demonstrationer tæt på den bygning, hvor Hvideruslands centrale valgkommission holder til.
Politifolk gik ind i folkemængden og slog om sig med knipler for at drive demonstranterne på flugt. Hundredvis af dem blev anholdt. Over 10.000 mennesker deltog i protesterne.
Forinden havde demonstranter forsøgt at angribe regeringens hovedkvarter, men det lykkedes dem kun at smadre nogle glasdøre i bygningen.
Andrej Sannikov sagde i en tale til demonstranterne på Uafhængighedspladsen, at "Lukasjenkos diktatur" vil falde, mens sikkerhedsagenter opfordrede demonstranterne til at gå hjem.
- Det er her Hviderusland opnåede dets uafhængighed i 1991, og i dag er det her, at Lukasjenkos diktator vil falde, sagde Sannikov.
Tidligere var en mindre demonstration blevet opløst af politiet, som slog en af de ni præsidentkandidater, Vladimir Nekliajev, bevidstløs under gadekampene.
Han skulle ifølge forlydender være blevet slemt såret og bragt til et hospital af sikkerhedstyrkerne, men det er endnu ikke bekræftet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker