Lukasjenko udråbt som vinder af præsidentvalget i Belarus
Alexander Lukasjenko sørgede med en stemme på sig selv for at gøre sit til at blive genvalgt som præsident for Belarus. (Arkivfoto). Foto: Evgenia Novozhenina/Reuters
Alexander Lukasjenko opnåede ifølge den foreløbige officielle optælling 86,8 procent af stemmerne.
Præsidenten i Belarus kommer også fremover til at hedde Alexander Lukasjenko.
Det står klart, efter at landets valgmyndigheder har erklæret den siddende præsident for vinder af valget.
Lukasjenko fik ifølge Den Centrale Valgkommissions Telegram-konto 86,78 procent af stemmerne.
Stemmeprocenten nåede angiveligt op på 85,7 procent af de 6,9 millioner stemmeberettigede.
Der var dog ikke den store spænding om udfaldet.
Lukasjenko, der har siddet på posten i 31 år, har enten fængslet sine største politiske modstander, eller også er de flygtet ud af landet.
Samtidig er alle uafhængige medier blevet forbudt.
- Det belarusiske folk havde ikke noget valg. Det er en bitter dag for alle, der længes efter fred og demokrati, skriver den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock på X.
Selv afviser Lukasjenko, at han har gjort noget forkert.
- Nogle valgte fængslet, andre valgte at gå i såkaldt eksil. Vi har ikke smidt nogen ud af landet, sagde han på en pressekonference søndag.
Efter det seneste valg i 2020 opstod der massedemonstrationer og uroligheder i landet, som dog blev slået ned af belarusiske sikkerhedsstyrker.
Dengang hævdede Lukasjenkos største modkandidat, Svetlana Tikhanovskaja, at Lukasjenko havde svindlet med valgresultatet.
Hun flygtede senere ud af landet og lever nu i Litauen.
Belarus er en af Ruslands nærmeste allierede. Lukasjenko har tilladt, at russiske tropper har fået lov til at bevæge sig på belarusisk territorium, og han har også givet tilladelse til opstilling af russiske atomvåben i landet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned