Macron og Trump indgår våbenhvile i strid om digital skat
Trump og Macron, som her trykker hænder under et møde i december, er blevet enige om at give forhandlingerne om digital skat en chance i stedet for potentielt at indlede en toldkrig. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Året ud vil USA og Frankrig fortsætte forhandlinger om digital skat. Dermed er en potentiel toldkrig udsat.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og hans amerikanske kollega, Donald Trump, er nået til enighed om at forhandle videre i striden om en fransk beskatning af amerikanske teknologigiganter.
Forhandlingerne skal fortsætte året ud, og i den tid vil der ikke blive indført nye skatter og afgifter, siger en diplomatkilde i Paris mandag.
Dermed er luften - foreløbig - taget ud af de amerikanske trusler om at forhøje tolden på franske varer såsom vin og ost.
De to præsidenter, der talte sammen søndag, vil give forhandlerne en chance for at "finde en løsning i en international ramme" og undgå "en handelskrig, der ikke vil gavne nogen", siger kilden.
Macron skriver mandag på Twitter, at han har haft en "god diskussion" med Trump.
- Vi vil arbejde sammen om en god aftale for at undgå en toldoptrapning, skriver den franske præsident.
Frankrig besluttede i juli at indføre en skat på tre procent af den omsætning, som de store tech-selskaber har i Frankrig. Selskaber betaler ofte meget lidt i skat i de lande, hvor de ikke fysisk er til stede.
Men Trump-administrationen mener, at skatten er uretfærdigt rettet mod amerikanske selskaber og har truet med gengældelse mod franske varer.
Frankrig har sagt, at landet vil droppe skatten igen, hvis der findes en international løsning i OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling).
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet