Macron og venstrefløjen laver bolværk mod hver tredje franske vælger
Emmanuel Macrons politiske liv kan blive meget mere besværligt fra på mandag, hvis højrefløjen får flertal i Nationalforsamlingen efter anden runde af valget søndag. Billedet er fra 2. juli, da den franske præsident deltog i en øvelse af en ceremoni forud for den franske nationaldag, Bastilledagen, den 14. juli. Foto: Aurelien Morissard/Ritzau Scanpix
Frankrigs præsident Macron og venstrefløjen står sammen for at holde det yderste højre med hver tredje vælger i ryggen fra fadet. Noget tyder på, at det lykkes.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Vi er klar, lyder det fra partiet National Samling (RN) ude på den franske højrefløj.
Det vandt en storsejr ved første runde af parlamentsvalget i søndags. Hver tredje vælger stemte på RN, der nu kan lugte magtens sødme.
Men det er måske en tand for tidligt for partiet at glæde sig til ministerbiler.
RN er ellers klar med et ministerhold, siger Marine Le Pen, partiets tidligere leder og bedst kendte RN-politiker.
- Denne regering vil være komplet. Den vil være kompetent. Den vil være sammensat af personer fra National Samling. Folk, der kæmpede i valgkampen, siger hun i et interview med radiostationen France Inter.
Annonce
Det var et svar på et spørgsmål om, hvorvidt partiet egentlig kan stille med en regering, hvis parlamentsvalgets anden runde søndag den 7. juli falder ud i partiets favør.
Le Pen er leder af partiets gruppe i Nationalforsamlingen. Den er på 88 RN-politikere, men alt tyder på, at partiet bliver langt større i den forsamling, der står klar mandag.
I første runde fik partiet omkring 33 procent af stemmerne. Jordan Bardella, partiets 28-årige leder, vil gerne være ny premierminister, men kun hvis RN får absolut flertal på mindst 289 mandater.
Le Pen har dog sagt, at får partiet 270 mandater, vil det forsøge at danne en koalitionsregering, skriver AFP.
RN tiltrækker vælgere med sin politik om strammere udlændingepolitik, om mere lov og orden, om mere Frankrig og mindre EU.
Bardella kan blive skuffet, for tåge begynder at lægge sig foran udsigten til absolut flertal.
Efter første valgrunde er præsident Emmanuel Macron til lejligheden gået i samarbejde med venstrefløjen for at holde RN fra magten.
Macron udskrev valget tre år før tid, den 9. juni, da RN fik et kanonvalg til EU-valget. Tingene var forandret, luften skulle renses, sagde han.
Venner af Macron har kaldt valget et sats, der kan betyde, at der kommer en højreregering, som han er dybt uenig med.
Efter den franske højrefløjs gode valg i første runde af parlamentsvalget har der været demonstrationer imod højrepartiet RN. Billedet er fra en demonstration på Place de la République i Paris den 3. juli. Foto: Olympia De Maismont/Ritzau Scanpix
Så Macrons midterbevægelse Ensemble og venstrefløjens alliance NPF samarbejder op til valgets anden runde.
Annonce
Der er omvalg i de valgkredse, hvor ingen kandidat fik over 50 procent i første runde.
76 af de 577 pladser i forsamlingen blev fordelt i første runde, 501 skal fordeles i anden runde.
Hver valgkreds har ét mandat.
Alle kandidater med over 12,5 procent af stemmerne i første runde kan deltage i anden valgrunde.
Men Ensemble og NPF har trukket en af alliancernes to kandidater ud af valget i over 200 valgkredse. De samler så kræfterne om én kandidat mod RN's kandidat i kredsen.
Det er en kendt metode i fransk politik. Den har endda et navn og kaldes for den republikanske front.
Marine Le Pen, den stærke dame i højrefløjspartiet RN, har været et stort smil siden partiets sejr i parlamentsvalgets første runde. Billedet er fra partiets hovedkvarter i Paris den 2. juli. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Inden de 200 kandidater trak sig, sagde målinger, at RN lå til 250-300 mandater - altså måske et absolut flertal på 289.
Men nu siger en meningsmåling fra instituttet Toluna Harris, at flertallet er langt væk. RN står til 190-220 mandater.
NPF får 159-183 mandater, Macron-alliancen 110-135 mandater.
Macrons parti, Renaissance, leder i øjeblikket en koalitionsregering.
Annonce
Partiet har 157 mandater, men ser ud til at gå tilbage nu. Så Macron skal igen finde samarbejdspartnere for at finde flertal.
Analysefirmaet Eurasia Group siger ifølge AFP, at valget søndag "næsten er et helt nyt valg med sin egen dynamik".
Janine Mossuz-Lavau fra opinionsinstituttet Cevipof påpeger, at stemmeprocenten kan få betydning.
Jordan Bardella er formand for RN. Hvis partiet vinder absolut flertal i Nationalforsamlingen, går han efter premierministerposten. Billedet er fra en debat på fransk tv den 4. juli. Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix
I første runde var den 66,7 procent. Det er højt efter franske forhold.
Men nogle vælgere kan have fået nok af politikernes manøvrer.
- Der er vælgere, der siger, at det er et valg mellem pest og kolera, og så vil de ikke stemme, siger han.
/ritzau/
Præsidenten og Nationalforsamlingen
* Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, kan få politiske problemer efter søndagens anden runde af valget til parlamentet, som hedder Nationalforsamlingen.
* Frankrigs præsident har en række beføjelser, særlig på det udenrigspolitiske område. Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker og kan også forhandle traktater.
* Regeringen dannes på baggrund af flertallet i Nationalforsamlingen med 577 pladser.
* Regeringen har beføjelser indenrigspolitisk.
* Hvis valget ender med en regering, der er lodret uenig med præsidenten, skal regering og præsident finde ud af at samarbejde. Det kaldes "cohabitation" - samliv.
* Det kan indebære, at Macron skal udpege en premierminister, han er dybt uenig med.
* Det kan også betyde, at Macron aftaler noget på et EU-topmøde, som han så skal have regeringen til at godkende og føre ud i livet. Og det vil regeringen måske ikke.
Kilder: Reuters, AFP.
/ritzau/
Den republikanske front
* I fransk politik har der i årtier været en tradition for, at midterpartierne og venstrefløjen samarbejder i anden runde af valg, hvis højrefløjen står stærkt.
* Ved valg kan en kandidat i en valgkreds vinde første runde ved at få over 50 procent af stemmerne. Sker det ikke, er der en anden runde. Her kan de kandidater, der har fået mindst 12,5 procent af stemmerne, deltage. Den kandidat, der får flest stemmer i anden runde, får mandatet.
* For at gøre det sværere for en højrekandidat at vinde, kan for eksempel venstrefløjskandidaten trække sig og anbefale sine vælgere at stemme på midterkandidaten. Det skal give midterkandidaten bedre chancer for at slå højrekandidaten.
* Metoden kaldes den republikanske front. En front, der skal forsvare republikken Frankrig mod højrefløjen. Metoden blev brugt første gang i 1955.
* Det er ikke kun ved nationale valg, at metoden tages i brug. Det er også en kendt taktik ved såvel kommunalvalg som regionalvalg.
Seneste artikler
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud
Stævne for de trimmede og dem med topmave
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Mest læste artikler
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
Viceborgmester ekskluderet: - Vi gider ikke historier om intern uenighed
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det