Macron opfordrer til fælles pagt imod National Samling
Den franske præsident, Emmanuel Macron, erkender, efter at hans parti, Renaissance, led et nederlag ved EU-valget søndag, at han som præsident har begået fejl. Han giver samtidigt udtryk for, at han ser, at den franske befolkning ikke har følt sig hørt. Foto: Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix
Frankrigs præsident opfordrer både partier fra venstre- og højrefløjen til at gå imod National Samling.
Partier fra den franske højre- og venstrefløj bør indgå en fælles pagt om at gå imod det højreorienterede parti National Samling (RN) ved det kommende parlamentsvalg.
Sådan lyder en opfordring fra den franske præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde onsdag ifølge Reuters.
Præsidenten udskrev søndag under EU-parlamentsvalgaftenen lynvalg til Nationalforsamlingen. Det skete på baggrund af et valgresultat, der var skuffende for Macron.
Højreorienterede National Samling mønstrede ved EU-valget 31,5 procent af stemmerne, mens blot 15 procent af vælgerne stemte på præsidentens midterparti, Renaissance.
På pressemødet onsdag erkender Macron, at han har begået fejl, og at den franske befolkning ikke har følt sig hørt.
- Valget vil skabe klarhed, siger præsidenten om det kommende parlamentsvalg.
Macrons opfordring om at danne fælles front mod RN kommer, dagen efter at lederen af det republikanske parti, Eric Ciotti, opfordrede til det modsatte; politisk samarbejde med Marine Le Pen og RN.
- Vi siger de samme ting, så lad os stoppe med at finde på modsætninger, sagde Ciotti til TF1 TV.
- Det er det, langt størstedelen af vores vælgere ønsker. De siger til os: "Lav en aftale".
Ciottis udtalelse bryder med en årtier lang konsensus blandt de franske midterpartier om at forsøge at holde højrefløjen fra magten.
Det er første gang, at en leder fra et af Frankrigs traditionelle partier støtter en alliance med det stærkt højreorienterede RN.
Macron kalder under onsdagens pressemøde Ciottis samarbejde med RN for "en politisk studehandel" og "et maskefald".
Han lover til gengæld at handle med en mere fast hånd, når det kommer til landets indvandrings- og sikkerhedspolitik.
Samtidigt hævder han, at den yderste venstrefløj i Frankrig vil være for slap i forhold til netop disse temaer, mens han hævder, at RN vil ødelægge de retlige principper, som det franske samfund hviler på.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned