Macron: Rusland truer fødevaresikkerheden i verden
Et fragtskib med tonsvis af korn og andre landbrugsprodukter inspiceres i Bosporusstrædet ved Istanbul mandag. Skibet sejlede fra en ukrainsk havn mandag på trods af Ruslands beslutning om at trække sig fra en aftale, der skal sikre fødevareforsyningen. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Putin kræver droneangreb på Krim efterforsket, hvis Rusland igen skal tilslutte sig aftale om eksport af korn.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, beskylder Rusland for at bringe den globale fødevaresikkerhed i fare, efter at russerne har trukket sig ud af en aftale om korneksport fra havne i Ukraine.
Ruslands regering suspenderede lørdag sin deltagelse i aftalen.
Begrundelsen er, at russiske krigsskibe ved Krim-halvøen er blevet angrebet med droner.
Det drejede sig ifølge Rusland om et "terrorangreb" i Sevastopol, en havneby på Krim, lørdag.
I en telefonsamtale tirsdag med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fordømmer Macron "Ruslands ensidige beslutning, der endnu en gang skader den globale fødevaresikkerhed".
Det fremgår af en meddelelse fra det franske præsidentkontor.
Aftalen mellem Ukraine og Rusland, der blev indgået i juli, er afgørende for at afbøde den fødevarekrise, som Ruslands invasion af Ukraine udløste.
Tyrkiet har været mægler og fået aftalen på plads. Eksporten af korn koordineres fra den tyrkiske by Istanbul.
I en meddelelse fra koordineringscentret i Istanbul tirsdag lyder det, at der onsdag ikke er planer om at lade kornskibe sejle i Sortehavet.
Rusland har meddelt, at det vil være for risikabelt at fortsætte kornaftalen uden russisk deltagelse. Og at man ikke kan garantere for skibenes sikkerhed.
Alligevel blev der tirsdag igen sejlet store mængder korn ud af Ukraine.
Mandag stævnede 12 skibe med landbrugsprodukter ud fra ukrainske havne. Tirsdag er tre skibe sejlet afsted.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, talte tirsdag i telefon med sin tyrkiske kollega, Recep Tayyip Erdogan. Her siger han, at Rusland først vil tilslutte sig aftalen igen, når droneangrebene på Krim er undersøgt til bunds.
Aftalen har betydet, at der er skibet over ni millioner ton korn fra havne i Ukraine og videre til den øvrige verden.
Den skal efter planen fornys 19. november. Om det sker er dog usikkert.
USA's udenrigsminister, Antony Blinken, har beskyldt Rusland for at bruge fødevareeksporten som et våben i sin krig i Ukraine.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker