Macron vil have billigt togabonnement i Frankrig ligesom Tyskland
- Jeg har bedt transportministeren om at lancere det i alle de regioner, som er villige til at indføre systemet, siger Macron om togabonnement. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Et billigt togkort skal både hjælpe franske borgere og miljøet, lyder det fra den franske regering.
En billig abonnementsmodel til regionaltog a la den tyske "Deutschlandticket" er en god løsning - også i Frankrig.
Det mener den franske præsident, Emmanuel Macron.
Macron blev mandag af YouTube-kanalen HugoDecrypte spurgt, om han går ind for et månedsabonnement på 49 euro til franske regionaltog, hvilket han bekræftede.
- Jeg har bedt transportministeren om at lancere det i alle de regioner, som er villige til at indføre systemet, sagde Macron.
Også den franske transportminister, Clément Beaune, støtter tiltaget.
- Lad os indføre dette togkort i Frankrig for miljøets og købekraftens skyld i samarbejde mellem staten og regionerne, skriver ministeren på det sociale medie X.
HugoDecrypte er en YouTube-kanal med nyheder målrettet unge.
Det tyske månedskort kaldes en "Deutschlandticket" og koster 49 euro - 365 kroner - om måneden.
Det giver ubegrænset adgang til busser, metro og lokal- og regionaltog. Højhastighedstog på lange distancer er ikke inkluderet.
Ifølge VDV, som er et brancheforbund for offentlige transportselskaber i Tyskland, havde det tyske månedskort cirka ti millioner månedlige brugere i august og juli.
Den føderale regering og delstaterne deles om regningen, som er på omkring tre milliarder euro.
Netop prisen har ført til en del debat. Kritikere mener, at pengene var bedre brugt på tyske jernbaner, som har brug for en ordentlig overhaling. Der er ifølge officielle skøn brug for store årlige milliardinvesteringer på dem.
Formålet i Tyskland er - ligesom i Frankrig - at nedbringe CO2-udledningen, samtidig med at borgere skal hjælpes med at håndtere øgede leveomkostninger.
I Frankrig siger Macron, at togkortet her skal være en del af en større grøn indsats. Der skal også være tiltag på boligområdet og i andre dele af økonomien.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde