Macron vil samle alle europæiske hærchefer til møde i næste uge
Den britiske premierminister, Keir Starmer, var søndag vært for et topmøde, hvor flere stats- og regeringschefer deltog, herunder statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Javad Parsa/Reuters
I en tale siger Frankrigs præsident, at "vi skal være klar", hvis USA ikke forbliver ved "vores side".
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil samle alle de europæiske hærchefer til et møde i næste uge.
Mødet vil efter planen finde sted i Paris, siger præsidenten i en tale til nationen onsdag aften.
Det skriver Reuters.
I talen siger han også, at han ønsker at tro, at USA "vil forblive ved vores side", men at "vi skal være klar, hvis dette ikke er tilfældet".
- I er, ved jeg, legitimt bekymret over de aktuelle begivenheder, som forstyrrer verdensordenen, siger Macron.
Annonce
- Rusland er blevet en trussel for Frankrig og Europa, siger Macron og tilføjer, at det "at se på og ikke gøre noget vil være vanvid."
Talen finder sted, fem dage efter at et møde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i Det Hvide Hus endte i mundhuggeri.
Europæiske hærchefer skal mødes i Paris i næste uge, siger den franske præsident, Emmanuel Macron onsdag aften. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
To dage senere deltog europæiske stats- og regeringschefer i et topmøde i den engelske hovedstad, London. Også Natos generalsekretær, Mark Rutte, samt Canadas premierminister, Justin Trudeau, var blandt deltagerne.
I kølvandet på topmødet kom Macron og den britiske premierminister, Keir Starmer, med et forslag til en "begrænset våbenhvile" i Ukraine.
Storbritannien og Frankrig har tidligere erklæret, at landene vil forsøge at stå i spidsen for en europæisk fredsmodel, som skal præsenteres til USA.
Ved mødet i London sagde Keir Starmer blandt andet, at en koalition af flere lande skal sikre freden i Ukraine.
Han kaldte det på et efterfølgende pressemøde "en koalition af villige".
I talen onsdag siger Emmanuel Macron, at Frankrig er nødt til at bruge flere penge på forsvar og vil fortsætte med at hjælpe Ukraine.
Efter søndagens topmøde talte præsidenten om atomafskrækkelse og fortalte, at han gerne vil "åbne diskussionen" om at erstatte amerikanske atomvåben i andre europæiske lande med atomvåben fra Frankrig. Det skete i et interview i den franske avis Le Figaro.
Onsdag siger præsidenten, at han har "besluttet at åbne den strategiske debat om beskyttelse af vores allierede på det europæiske kontinent gennem vores (nukleare) afskrækkelse".
Annonce
Frankrig og Storbritannien er de eneste lande i Europa, der råder over atomvåben.
Derudover siger han, at europæiske militærstyrker kan blive sendt til Ukraine, hvis en fredsaftale bliver underskrevet for at sikre, at Rusland ikke invaderer Ukraine igen.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker