Madrid oplever akut lægemangel under coronakrise
Myndighederne i Madrid efterlyser hundredvis af både læger og politifolk til at behandle coronapatienter og håndhæve nye nedlukninger af samfundet, mens smittespredningen stiger hastigt. Foto: Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix
Der mangler hundredvis af læger i regionen Madrid, der er hårdest ramt af nye coronaudbrud i Spanien.
Coronavirusset spreder sig igen med stigende hast i Spanien - og især i hovedstadsregionen Madrid.
Situationen har skabt en stor mangel på læger i Madrid, hvor myndighederne onsdag har bedt om akut hjælp til at hyre hundredvis af udenlandske læger og en oprustning af politiet.
Det sker, mens myndighederne gør klar til at udvide indførelsen af nye restriktioner til flere og flere lokalområder, hvor smitten stiger.
Madrid er den region i Spanien, der er hårdest ramt af efterårets stigende smittespredning.
Det har fået myndighederne til at indføre en delvis nedlukning af samfundet i de områder, som er hårdest ramt. Omkring 850.000 mennesker er hidtil blevet ramt af nedlukningen.
Ignacio Aguado, der er vicepræsident i regionen, oplyser, at Madrid har brug for de 300 læger uden for EU, som også hjalp til på regionens sygehuse i foråret.
Men det er ikke muligt at hyre dem tilbage med det samme på grund af komplekse regler, lyder det.
Han anmoder samtidig de nationale myndigheder i Spanien om yderligere 222 politibetjente til håndhæve nedlukningen.
Mandag har myndighederne i regionen bedt om hjælp fra den spanske hær til at bekæmpe den stigende coronasmitte i og udenfor hovedstaden.
- Vi har besluttet formelt at anmode om logistisk hjælp fra militæret til at opføre hospitalstelte, udføre coronatest og desinficeringsopgaver i de områder, der er ramt af restriktioner, siger Aguado onsdag.
Der har været protester i flere af de områder af Madrid-regionen, som er blevet underlagt nye restriktioner.
Især i socialt belastede nabolag lyder kritikken, at restriktionerne er urimelige og ineffektive.
Regionale sundhedsdata viste tirsdag, at i alt 53 områder i Madrid har flere end 1000 smittede per 100.000 indbyggere.
Madrid-regionen tegner for omkring en tredjedel af alle coronatilfælde i Spanien. Ligeledes har regionen absolut flest indlagte med coronavirus.
Spanien er det land i Europa, hvor flest personer er blevet testet positive for virusset.
I alt 682.267 personer er registreret smittet i Spanien, siden pandemien brød ud. Flere end 30.000 har mistet livet med corona i landet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned