Mænd får livstid for skyderi i Sverige som led i bandeopgør
Blomster og lys ses her på jorden efter skyderi i Farsta i Sverige sidste år. (Arkivfoto). Foto: Tt News Agency/Reuters
Mand affyrede 21 skud med Kalasjnikov-gevær mod menneskemængde. Han og en chauffør får livstid.
Fire mænd i 20'erne er i Sverige mandag blevet idømt lange fængselsstraffe i forbindelse med et voldsomt skyderi sidste år nær Stockholm.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
To af mændene - en skytte og en chauffør - har fået livstidsstraffe for skyderiet. Chaufføren, som ikke er svensk statsborger, udvises på livstid.
To dømte medhjælpere får fængsel i henholdsvis 15 år og 10 måneder og 12 år og 10 måneder.
Skyderiet fandt sted ved en undergrundsstation i Farsta, hvor den nu dømte tømte et Kalasjnikov-magasin med 21 skud mod en menneskemængde.
Det skete kort efter klokken 18 lørdag den 10. juni.
En 15-årig dreng, som var på vej til tivoli med sine venner, og en 43-årig fotograf blev ramt og døde.
Fire andre blev lettere såret. I alt var omkring 30 personer udsat for livsfare, fastslår dommen.
Efterforskningen har ikke med sikkerhed kunnet fastslå målet for skyderiet.
Södertörns tingsrätt finder dog, at efterforskningen viser, at skuddene blev affyret efter anmodning fra et kriminelt netværk, som ønskede at ramme personer fra en rivaliserende bande.
- Der er tale om et meget hensynsløst skyderi en lørdag eftermiddag, hvor mange mennesker befandt sig på torvet i Farsta, siger dommer Agneta Kornstrand i en kommentar.
- De tiltaltes handlinger viser en total ligegyldighed over for andre menneskers liv.
Flere personer vidnede i retten om det kaos, som opstod, da der blev skudt.
- Da jeg løb, tænkte jeg bare: "Det må ikke ske i dag. Jeg vil ikke blive skudt i ryggen", fortalte en kvinde, der måtte flygte under panikken.
- Jeg hørte konstante skud, meget højt: Bang, bang, bang, bang, sagde hun.
Ifølge anklageren var det Foxtrot-netværket, som havde bestilt skyderiet. Det skete angiveligt på grund af en konflikt med Dalen-netværket.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde