Abduwali Muse er pirat. Han lever af at angribe skibe og tage gidsler. Det var ham, der kaprede containerskibet Maersk Alabama i 2009, men det varer mange år, før han igen kan stævne ud fra Somalia for at terrorisere skibstrafikken i Det Indiske Ocean.
Onsdag blev han ved en domstol i New York idømt 33 år og ni måneders fængsel.
Dermed fik han den hårdest mulige straf. I maj 2010 tilstod han efter en aftale mellem forsvarere og anklagere to kapringer, to tilfælde af bortførelse og to tilfælde af gidseltagning.
Aftalen indebar, at anklagemyndigheden formelt frafaldt anklagen om pirateri, der kan straffes med livstid. I stedet blev parterne enige om en strafferamme på mellem 27 år til 33 år og ni måneders fængsel.
Kapringen af Maersk Alabama, der ejes af A.P. Møller Mærsks amerikanske datterselskab, blev dramatisk.
Piraterne tog Mærsk-kaptajn Richard Philips med i en redningsflåde. Et amerikansk krigsskib var sendt til stedet, og da Muse kom om bord på krigsskibet for at forhandle, åbnede skarpskytter på skibet ild mod flåden og dræbte de tre andre pirater.
Richard Philips slap uskadt og er efterfølgende blevet amerikansk helt, mens Muse blev overført til USA.
Da dramaet stod på, var Muse "blot 16 år, og fattigdom var den eneste årsag til, at han var involveret i denne sag", sagde hans forsvarere, Fiona Doherty og Philip Weinstein, da de argumenterede for, at han skulle have den lavest mulige straf.
Anklagemyndigheden havde imidlertid en anden udlægning. Den tegnede et billede af en mand, der førte an og ledte andre pirater. Anklagerne siger, at Muse er mindst 24 år nu.
- Han ledte gidseltagningen af besætningen, truede den med våben og i mindst et tilfælde med en hjemmelavet bombe, sagde anklagerne i den afsluttende procedure.
Og med dommen på 33 år og ni måneders fængsel synes domstolen i New York at have givet anklageren ret.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker