Tyrkisk politi har anholdt over 40 mennesker, som tidligere har haft ledende poster i landets luftvåben og flåde, i forbindelse med påståede planer om et militærkup mod den siddende regering, som har islamistiske rødder.
- Her til morgen har vore sikkerhedsstyrker indledt en anholdelsesproces. Indtil nu er over 40 mennesker blevet anholdt, siger den tyrkiske regeringschef, Recep Tayyip Erdogan, der mandag var på officielt besøg i Spanien.
Politioperationen er en af de største mod de sekulære sikkerhedsstyrker i Tyrkiet, og den vil forværre det spændte forhold mellem det regerende AK-parti og militæret, efter at der har været kuprygter flere gange i de senere år.
Militæret i landet har traditionelt regnet sig selv som garanten for det sekulære Tyrkiet. I nogle kredse i hæren er der en mistanke om, at regeringen har en skjult islamisk dagsorden, der har til formål at underminere det verdslige Tyrkiet.
Kritiske røster mener imidlertid, at regeringen og dens støtter fabrikerer beviser på påståede kupplaner for at svække hæren.
Blandt de anholdte er den tidligere luftforsvarschef Ibrahim Firtina og den tidligere flådechef Özden Ornek, oplyser nyhedskanalerne CNN-Turk og NTV.
De militære ledere skal have planlagt at svække Erdogans regering gennem hemmelige militæraktioner, blandt andet med bombeangreb mod moskeer.
Hverken politiet eller hæren har kommenteret udviklingen, som ifølge mange iagttagere kan føre til en destabilisering af Tyrkiet.
Anholdelser af højtstående militærfolk ville have været utænkelige tidligere i Tyrkiet, hvor fire regeringer er blevet afsat af hæren i de seneste 50 år.
Hærens betydning og styrke er dog blevet stærkt svækket af de demokratiske reformer, som er blevet gennemført i forbindelse med landets forberedelse til en optagelse i EU.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker