Makedonske soldater skal dæmme op for flygtningestrøm
Makedonien har erklæret undtagelsestilstand ved landets sydlige grænse på grund af flygtningestrømme sydfra.
Makedonien erklærer undtagelsestilstand ved den sydlige grænse mod Grækenland, oplyser landets indenrigsministerium i en erklæring.
Hæren sættes ind for at hjælpe med at kontrollere det store antal migranter, der forsøger at komme ind i landet.
- På grund af et stigende pres mod den sydlige grænse vurderes det, at der er brug for større og mere effektiv kontrol i regionen, hvor der i stort omfang er registreret ulovlig indtrængen over grænsen fra den græske side, lyder det i meddelelsen.
En talsmand for indenrigsministeriet siger, at regeringen forventer, at indsættelsen af soldater dels vil "øge sikkerheden blandt vores borgere i de to regioner" og forbedre håndteringen af asylansøgere.
Ministeriet oplyser ikke umiddelbart, hvor mange soldater der skal sættes ind.
Tidligere på dagen havde makedonsk politi blokeret en grænseovergang, der ligger på hovedvejen mellem den græske hovedstad, Athen, og Makedoniens hovedstad, Skopje.
Tusindvis af migranter befandt sig dermed i ingenmandsland mellem de to lande.
Kun mindre grupper af migranter fik lov at komme ind, skriver makedonske medier ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Ved at blokere grænsen forsøger myndighederne at lette presset på grænsebyen Gevgelije, der ligger i nærheden.
Tusindvis af mennesker, der er flygtet fra konflikterne i Mellemøsten, er samlet i Gevgelije i håb om at komme med på et af de tre tog, der dagligt kører nordpå mod Serbien.
Undtagelsestilstanden og indsættelse af soldater kommer dagen efter, at den makedonske regering meddelte, at den er løbet tør for tog til at transportere tusindvis af syriske flygtninge, der forsøger at komme videre mod EU.
Regeringen betegnede onsdag situationen som "alarmerende".
Ifølge FN's flygtningeagentur, UNHCR, ankom der alene i sidste uge næsten 21.000 mennesker til Grækenland. Stort set alle er flygtet fra krig og forfølgelse i Syrien, Irak og Afghanistan.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde