Malaysia snart klar med rapport om forsvundet fly
Malaysia vil snart offentliggøre en foreløbig rapport om eftersøgningen efter det forsvundne passagerfly MH370. Det siger landets premierminister, Najib Razak, i et interview med CNN.
Siden flyet forsvandt for seks uger siden, er regeringen i Kuala Lumpur blevet kritiseret for manglende åbenhed omkring sin efterforskning. Tavsheden har skabt vrede og frustration blandt pårørende til de 239 personer om bord på flyet.
Ifølge Razak vil rapporten sandsynligvis blive offentliggjort i løbet af næste uge. FN har allerede modtaget rapporten, skriver CNN.
Boeing 777-flyet forsvandt 8. marts på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. Det menes at være styrtet ned i den sydlige del af Det Indiske Ocean.
Men en flere uger lang eftersøgning, der nu er udvidet med en fjernstyret undervandsbåd, efter vraget eller dele af flyet har endnu ikke givet resultater bortset fra, at der på et tidspunkt blev opsnappet signaler, der muligvis stammede fra flyets sorte bokse.
I interviewet med CNN fortæller premierminister Razak, at hans regering endnu ikke er indstillet på at erklære passagererne på flyet for døde eller flyet for tabt.
- Lige nu er jeg nødt til at tage hensyn til familiernes følelser - nogle af dem har offentligt sagt, at de ikke er villige til at acceptere det, før de finder håndfaste beviser, siger Najib.
Han tilføjer dog, at det er "svært at forestille sig andet".
- Men det er et bizart scenario, som ingen kunne have forestillet sig. Hvordan er et fly, som skulle have retning mod Beijing, endt halvvejs mod Antarktis, spørger han.
Razak har adskillige gange stillet efterforskerne det samme spørgsmål.
- Og deres svar til mig var: "Vi er så sikre, som vi kan være", siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde