Malaysias sidste overlevende sumatranæsehorn er dødt
Sumatranæsehorn var engang almindelige i det østlige Indien og Malaysia. Men næsehornene er næsten blevet udryddet, og på verdensplan er der blot 80 tilbage på verdensplan, anslår WWF. Foto: Goh Chai Hin/Ritzau Scanpix
Goh Chai Hin/Ritzau Scanpix
Det uddøende sumatranæsehorn eksisterer ikke længere i Malaysia, efter at et 25-årigt hun-næsehorn er dødt.
Det sidste overlevende sumatranæsehorn i Malaysia er dødt.
Det oplyser de lokale myndigheder natten til søndag dansk tid. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sumatranæsehorn var tidligere almindelige i det østlige Indien og Malaysia.
Men næsehornene er næsten blevet udryddet, og på nuværende tidspunkt er der blot 80 sumatranæsehorn tilbage på verdensplan. Det anslår Verdensnaturfonden (WWF).
Der eksisterer i dag blot en håndfuld vilde sumatranæsehorn, og den vilde bestand befinder sig alene i Indonesien.
Det sidste sumatranæsehorn i Malaysia var en 25 år gammel hun ved navn Iman, som nu er død af en kræftsygdom.
Det oplyser Augustine Tuuga, der er direktør for den myndighed i Malaysia, der beskæftiger sig med dyreliv.
Næsehornet befandt sig på den del af øen Borneo, der hører under Malaysia.
- Hun var begyndt at lide voldsomt under det stigende pres fra svulsterne, siger Augustine Tuuga.
- Jeg tror, at vi kan bekræfte, at sumatranæsehornet nu er uddød i Malaysia.
Den sidste han af arten i Malaysia, som blev kaldt Tam, døde i maj i år. Tam levede i samme område på Borneo som den nu afdøde hun.
Ifølge John Payne, der er direktør for organisationen Borneo Rhino Alliance, er sumatranæsehornene blevet ramt hårdt af flere faktorer.
Herunder forandringer i klimaet, vegetationen og jagten på ingredienser til traditionel kinesisk medicin.
Siden 2011 har man i Malaysia forsøgt at avle næsehornsracen gennem kunstig befrugtning, men uden held. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde