Maliki skyder kurdernes løsrivelses-planer i sænk
De nordirakiske kurderes planer om at gennemføre en folkeafstemning om løsrivelse fra Irak i løbet af nogle måneder får ikke uventet en kold skulder af den irakiske premierminister Nuri al-Maliki.
Han afviser blankt kurdernes planer om et selvstændigt Kurdistan og siger samtidig, at planerne strider mod landets forfatning.
- Ingen har ret til at udnytte hændelserne, der har fundet sted i den kurdiske region, siger Maliki med henvisning til, at kurdernes leder, Massoud Barzani, offentliggjorde løsrivelses-planerne, efter at militante sunnimuslimer har udråbt et kalifat i dele af Syrien og det nordlige Irak.
- Det her er forkastet, slår Nuri al-Maliki fast.
Massoud Barzani sagde tirsdag til BBC, at tidspunktet er det rette for et selvstændigt Kurdistan, fordi Irak i dag reelt er et delt land, efter at den islamistiske, sunnimuslimske oprørshær Isil med stor fart har indtaget Mosul og andre byer i det nordlige og nordvestlige Irak.
Over 2000 mennesker er dræbt under de sunnimuslimske oprøreres indtog i Irak. De kalder sig ikke længere Isil (Den islamiske stat i Irak og Levanten), men blot Den Islamiske Stat, efter de har udråbt kalifatet.
Den store nabo mod nord, Tyrkiet, vil være imod et uafhængigt Kurdistan. Her frygter lederne, at det vil inspirere kurderne i Tyrkiet til at søge samme vej.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde