Måling: Irerne stemmer for ophævelse af blasfemiforbud
Præsident Michael D. Higgins er blevet genvalgt, viser valgstedsmålinger
Et stort flertal i Irland har ved en folkeafstemning stemt for, at et punkt om blasfemi skal fjernes fra landets forfatning. Det viser en valgstedsundersøgelse ifølge AFP. En RTV-undersøgelse viser, at 71 procent stemte for en forfatningsændring ved folkeafstemningen, som fandt sted fredag.
I Irlands forfatning fra 1937 står der, at det er ulovligt at trykke eller ytre sig blasfemisk, og at det skal straffes.
Forfatningen definerer ikke, hvad blasfemi er, men det blev gjort i 2009. I stedet for at fjerne punktet fra lovbøgerne besluttede regeringen at definere begrebet inden for reglerne om ærekrænkelse.
Det betød, at en person begår blasfemi, hvis vedkommende fornærmer noget, der regnes for helligt inden for en religion og på den måde foruretter et betydeligt antal tilhængere af religionen.
Fredagens folkeafstemning faldt sammen med, at der skulle vælges ny præsident i Irland. Den nuværende præsident, Michael D. Higgins, genopstillede til embedet, der har overvejende ceremoniel betydning. Han står til at vinde klart.
En valgstedsmåling fra RTE viser, at den 77-årige Higgins har fået omkring 58 procent af stemmerne ved et valg, hvor der var opstillet fem andre kandidater.
En anden måling for The Irish Times viser, at Higgins fik 56 procent af stemmerne.
Der er præsidentvalg hvert syvende år, med mindre den siddende præsident genopstiller og ikke har modkandidater.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde