Måling: Obama lægger afstand til Romney
USA's præsident, Barack Obama, kan se frem til fire nye år i Det Hvide Hus, hvis man skal tro et par friske meningsmålinger.
De viser begge, at Barack Obama nu har et solidt forspring til sin republikanske udfordrer, Mitt Romney, ved valget i november.
- Det er endnu et tegn på, at Obamas popularitet har fået et løft efter konventet, skriver nyhedsbureauet AFP.
En måling fra CNN/ORC giver den siddende præsident 52 procent af stemmerne sammenlignet med 46 procent til Mitt Romney. Undersøgelsen er lavet 7.-9. september.
I den forrige måling fra CNN/ORC stod kandidaterne lige med 48 procent hver. Den blev lavet før Demokraternes konvent i North Carolina, hvor Obama formelt blev udpeget til sit partis kandidat til valget den 6. november.
I en måling fra Gallup lægger Obama også afstand til Romney med et forspring på fem procentpoint.
Mitt Romneys kampagnestab tager de friske procenttal med sindsro.
- Lad nu være med at blive forgrebet af de seneste målinger. Nogle vælgere er fortsat lidt oppe at køre efter konventerne. Men de grundlæggende strukturer i valgkampen har ikke ændret sig, siger Neil Newhouse fra Romneys kampagnestab.
Vælgerne vil snart igen begynde at vurdere Obama ud fra konsekvenserne af præsidentens økonomiske politik, og det vil i sidste ende afgøre valget til Romneys fordel, mener Newhouse.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker