Måling: Opposition står til sejr i Georgien

Georgiens opposition vinder parlamentsvalget i den tidligere sovjetrepublik, viser flere valgstedsmålinger, der er offentliggjort, efter at stemmelokalerne lukkede klokken 18.00 dansk tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

De forskellige målinger giver alle valgsejr til oppositionsblokken Georgiens Drøm, der anføres af milliardæren Bidzina Ivanishvili.

Men i valgstedsmålingerne er der forskel på, hvor stor oppositionens sejr er.

Tv-stationen Imedis måling viser, at Georgiens Drøm-koalitionen har vundet omkring 51 procent af de stemmer, der er afgivet på partierne, mens præsident Mikheil Saakashvilis parti står til 41 procent.

Det statslige tv meddeler, at oppositionens blok fører med 35 procent af stemmerne.

En tredje valgstedsmåling fra TV9 tildeler oppositionen hele 70 procent af stemmerne.

Præsidentens parti, Forenet National Bevægelse, lader sig imidlertid ikke slå ud.

Det mener, at den har klaret sig så godt, når det gælder stemmer på enkeltpersoner, at det er nok til at sikre partiet sejren, skriver Reuters.

Saakashvilis parti er ellers kommet under hårdt pres, efter at der i valgkampen er dukket en video op om tortur i de georgiske fængsler.

Oppositionen mener, at videoen, der blandt andet indeholder billeder af en indsat, der bliver voldtaget med et kosteskaft, viser Saakashvili-styrets sande ansigt.

/ritzau/Reuters