Måling: Republikansk favorit taber pusten

Texas-guvernøren Rick Perry lægger sig solidt i spidsen for det republikanske felt af håbefulde præsidentkandidater.

Han tager endda en klar føring over partifællen Mitt Romney, hvis man skal tro en ny meningsmåling fra Gallup.

Blandt de amerikanere, som stemmer på eller sympatiserer med Det Republikanske Parti, mener 29 procent, at Rick Perry bør stille op i tvekampen mod Barack Obama til præsidentvalget næste år, skriver CNN.

Romney, som ofte omtales som favorit i det republikanske kapløb, mønstrer kun en opbakning på 17 procent.

Det er ikke meget mere end Ron Paul, kongresmedlem fra Texas, der høster 13 procent, og Michele Bachman, kongreskvinde fra Minnesota, med 10 procent.

I en tilsvarende Gallup-måling fra juli, hvor den texanske guvernør endnu ikke var officiel kandidat, var rollerne byttet om mellem Romney og Perry, som kunne notere sig for en opbakning på henholdsvis 23 og 18 procent.

Men støtten til Perry, der meldte sig ind i kampen om nomineringen 13. august, synes altså at stige.

Og det til trods for - eller måske på grund af - at Perry har truet chefen for den amerikanske nationalbank og sat spørgsmålstegn ved Obamas patriotisme, skriver The Telegraph.

Den nye måling baserer sig på telefoninterview med 1040 republikanske vælgere - eller uafhængige, som - mellem 17. og 21. august og har en statistisk usikkerhed på fem procent i begge retninger.

Perry har været guvernør i Texas siden 2000, hvor han afløste George W. Bush. Perry indledte sin politiske karriere som demokrat i 1975 og blev valgt ind i Texas' kongres.

Han brød dog med Demokraterne i 1989 og tilsluttede sig Det Republikanske Parti, hvor han blev valgt som landbrugsminister og senere viceguvernør.

Perry er stærkt troende methodist med appel til konservative evangeliske republikanere. Hans poliske program er liberalistisk, og han er fortaler for minimalstaten.

/ritzau/

Texas-guvernør stormer frem i ny meningsmåling, som til gengæld er en bet til forhåndsfavoritten Mitt Romney.

Offentliggjort Sidst opdateret