Måling: Stoltenberg skal blive på sin post

Selv om flere norske medier og politikere tirsdag krævede statsminister Jens Stoltenbergs afgang efter en sønderlemmende rapport om landets beredskab den 22. juli sidste år, så mener mere end halvdelen af nordmændene, at han skal blive på sin post.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser en frisk meningsmåling for avisen VG. To tilsvarende målinger bekræfter holdningen blandt vælgerne, skriver nyhedsbureauet NTB.

Rapporten om det norske beredskab den 22. juli sidste år, hvor Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker i Oslo og på øen Utøya, afdækker store mangler inden for politiet og regeringsapparatet.

Det påpeges i rapporten, at flere mennesker kunne være reddet, hvis regeringen havde sørget for, at landets beredskab var klar til at håndtere en stor terroraktion.

VG skriver i en leder, at forsømmelsen er så stor, at den socialdemokratiske statsminister må træde tilbage.

Men i meningsmålingen siger 52,1 procent af de adspurgte nordmænd, at han skal blive, mens 30,7 procent mener, at han bør gå.

- Dette virker ikke til at have skadet Stoltenberg meget. De, som har tænkt på at stemme på ham, vil fortsat gøre det, mens de, som har tænkt sig at stemme borgerligt, mener han bør gå, konstaterer valgforskeren Frank Aarebrot.

I en måling for NRK, der svarer til DR herhjemme, er opbakningen til Stoltenberg endnu større, idet 72 procent siger nej til, at statsministeren skal trække sig. Kun 21 procent er af den modsatte opfattelse.

Ifølge hovedpersonen selv er tallene udtryk for opbakning til det arbejde, der skal gøres fremover.

- Først og fremmest så opfatter jeg det som en støtte til et meget vigtigt arbejde, som mange skal tage del i, men som jeg har det øverste ansvar for som statsminister, siger Jens Stoltenberg til NRK.

- Det handler om at gennemføre mange store og små tiltag og ændre en kultur, en holdning til risici, siger han.

/ritzau/